Inger Støjbergs parallel-samfund

Arkivfoto: Jens Dresling
Arkivfoto: Jens Dresling

DESPERATIONEN breder sig i blå blok i takt med de dårlige meningsmålinger. Især udvisningsminister Inger Støjberg (V) panikker.

MED AL magt forsøger hun at få det folketingsvalg, som hendes formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, stadig tøver med at udskrive, til alene at handle om flygtninge og asylsøgere.

DOG HOPPER vælgerne til hendes store frustration ikke rigtig på. Det er der gode forklaringer på, bl.a. at problemerne ikke længere er så store, som Inger Støjberg vil gøre dem til.

EKSEMPELVIS var antallet af asylsøgere her i årets første tre måneder det laveste i over ti år: 620 mennesker bankede på og bad om hjælp.

MEN DET får ikke udvisningsministeren til at standse op. Tværtimod. Hun sidder i sit eget lille parallel-samfund med Dannebrog og strammerkage og læser i Venstres valgmanual.

SOM Ekstra Bladet har afsløret, handler manualen om at torpedere Socialdemokratiet og fantasere om alle de ulykker, Mette Frederiksen vil skabe.

ALT KAN bruges. F.eks. har en stribe socialdemokrater til nyhedssiden Altinget svaret, at de er ’overvejende enige’ i, at integrations-ydelsen og kontanthjælpsloftet skal fjernes. I betragtning af, hvilke ulykker de stærkt barberede ydelser har medført, ikke mindst for børn, lyder det fornuftigt.

MEN I DET støjbergske parallel-samfund bliver det til, at socialdemokraterne vil invitere alverdens flygtninge til lille Danmark: ’Hvis ydelserne bliver højere, bliver vi igen et trækplaster for udlændinge,’ gentager udvisningsministeren til alle, der gider høre på hende. Søndag var det B.T.

UDVISNINGSMINISTEREN mangler dog stadig at bevise en sammenhæng mellem ydelser og antal asylsøgere. Realiteten er, at det lave asyltal i EU-landene skyldes, at Tyrkiet er blevet bestukket med et to-cifret milliard-beløb til at holde flygtninge spærret inde i kummerlige lejre.

DET KAN undre, at Inger Støjberg ikke bekymrer sig om den enorme migrations-bølge, som er på vej til EU fra Afrika. Forklaringen er måske, at hun endnu ikke har udtænkt, hvordan hun kan gøre Socialdemokratiet ansvarlig for menneskeflugten. 

605 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere