Hvis integrationen af de nye danskere skal lykkes, er vi nødt til at hjælpe til alle sammen. Vi kan simpelthen ikke overlade det til politikerne, for så går det galt, kulminerende med at vi nu har en integrationsminister, der åbenlyst ikke ønsker, at integrationen skal lykkes.
Så vi må i aktion. Du og jeg og vore naboer. Sammen med Özlem Cekic har jeg forsøgt at formulere fem praktiske råd til både danskere og nydanskere. Det er stort og småt og alt sammen helt nede på hverdagsniveau. Vi har rejst Danmark rundt, og vores forslag tager derfor udgangspunkt i ting, vi har set fungere rundt omkring i Danmark.
For sandheden om integrationen i Danmark er ikke den, som Martin Henriksen, Inger Støjberg og de andre højtråbende negativister fortæller. Sandheden er, at det faktisk går fremad båret af en række ildsjæle, der i hverdagen løser problemerne med en praktisk, konkret og jordnær tilgang til tingene. Og ildsjælene findes overalt. I de frivillige foreninger, i kommunerne og ude på arbejdspladserne.
Den bedste forudsætning for en god integration er arbejde. Derfor skal alle nye danskere, der kan, arbejde. Det kræver uddannelse, og at alle kan dansk. Det sidste kan du hjælpe dem med. Ret de nye danskere, når de siger tingene forkert. Helst med et smil og altid under fire øjne, så det er ikke bliver nedværdigende. Du kan også hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet. Lad dem få del i dit netværk, fordi det her i landet ofte er gennem den personlige kontakt, at vi får et nyt arbejde eller en ny lejlighed.
Politikerne må også stige ned fra babelstårnet og deltage. I dag giver vi dem fem konkrete forslag. Overordnet handler det om, at politikerne skal afsætte penge til det, jeg vil kalde ’hverdags-integration’. Det er gratis medlemskaber af fritids- og sportsklubber og penge til fællesspisninger i boligforeninger, landsbyer og fritidsklubber. For hvor der er mad, er der fred, som Özlem siger. Og hvor der er mad, går snakken også.
Jeg tror på, at integrationen lykkes, hvis vi mødes. Vi skal spille fodbold sammen, gå i skole sammen og bo de samme steder. Derfor skal der gives tilskud til folk, der flytter ud af ghettoerne, og til etniske danskere, der flytter ind.
Overalt skal der gælde de samme regler for drenge og piger. Men lad nu skolerne selv bestemme i stedet for tvangs-frikadeller og forbud mod bederum.
Hvor svært kan det være? Vi har en fælles opgave, og vi kan løse den.
Mit bidrag vil være at bruge mit talerør, Ekstra Bladet, til at vise, hvordan vi kan lykkes og forlange, at det, der ikke lykkes, bliver lavet om.
