Intet ansvar

Britta Nielsen i retten i Sydafrika. Foto: Ole Steen
Britta Nielsen i retten i Sydafrika. Foto: Ole Steen

SVINDEL-SAGEN i Socialstyrelsen udvikler sig så absurd, at man efterhånden ikke ved, om man skal grine eller græde. Måske snarere begge dele

LAD OS LIGE opsummere: I ca. 25 år har den nu varetægtsfængslede medarbejder Britta Nielsen ifølge mistanken svindlet for ikke 111 mio. kr. som først antaget, men 120,6 mio. Her skal lige tages det forbehold, at beløbet muligvis er endnu større.

SVINDLEN ER foregået ved bl.a. at oprette frit i luften svævende projekter, som så er blevet begavet med millioner fra de såkaldte satspulje-midler - millioner, som således ikke er gået til samfundets svageste, men angiveligt til Britta Nielsens opkøb af bl.a. sydafrikanske landsteder, luksusbiler og dyre heste.

TUSINDKRONERS-spørgsmålet er, hvordan det kolossale bedrageri kunne fortsætte år efter år efter år efter år uden at blive opdaget.

SVARET ER lige så enkelt, som det er chokerende: Der var ingen effektiv kontrol. Ingen fik den nærliggende idé at undersøge, om projekterne overhovedet eksisterede. Ingen har altså interesseret sig for, hvad skatteydernes penge blev brugt til.

OG DET til trods for, at Rigsrevisionen adskillige gange gennem årene har råbt op om, at administrationen af og kontrollen med satspuljemidlerne ikke var god nok.

MED AFSLØRINGEN af den uhyrlige ligegyldighed skulle man jo tro, at en eller flere chefer nu drages til ansvar. Næ-nej.

IFØLGE Kammeradvokatens rapport baseret på de chefer, der har haft lyst til at udtale sig, kan ingen drages til ansvar. For den uhyrlige svindel skyldes ’nedarvede kontrolsvagheder’.

VI TAGER den lige en gang til: ’nedarvede kontrolsvagheder’. Cheferne har altså intet ansvar for det ubrugelige kontrolsystem, fordi det altid har været ubrugeligt.

SOCIALMINISTER Mai Mercado (K) himler op om, at nu skal der søreme rettes op med tilsyn og kontrol. Hun vil se fremad, siger hun.

TJA, SÅ MÅ andre tvinge hende til at komme til bunds i, hvem der tjenesteligt, men også politisk bærer ansvar i denne opsigtsvækkende svindelsag. Det er det mindste, der kan gøres for ofrene for skandalen: samfundets svageste borgere.

236 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere