ISS gør mere for integrationen end Støjberg gør

Integration er et højt profileret område i Danmark med egen minister. Men man kan mildest talt godt blive i tvivl, om regeringen opfatter ordet integration på samme måde som ordets egentlige betydning, hvilket vil sige, at man skal hjælpe nogle nye borgere til at blive en del af vores samfund.

Efter en ny tur rundt i Nydanmark sammen med Özlem Cekic er min påstand, at virksomheden ISS gør mere for integrationen i Danmark, end Integrationsminister Inger Støjberg gør.

Støjberg skrev i ugens løb på Facebook, at hun ikke fandt nogen grund til at ’rose en flygtning eller familiesammenført for ikke at snyde’ eller være ’grisk’. Der var ellers en god lejlighed, da der kom nye tal for, hvor mange flygtninge der er i arbejde efter tre år i Danmark. Tallet har aldrig været højere. Hver anden mand og hver ottende kvinde. Det er ikke prangende, men det er trods alt et skridt på vejen.

Nogle af dem, der gerne vil tage nye skridt, er ISS. De har 7500 ansatte i Danmark, og hver anden er ikke af dansk oprindelse.

Hos ISS er holdningen, ’at alle, der bor i Danmark, har lige ret til arbejde’, og at det ikke betyder noget, ’om de kommer fra Syrien eller Sønderborg’, som Rya Lene Terney siger. Hun er chef for CSR (virksomhedernes sociale ansvar) og jobudvikling i ISS: ’Det afgørende for os er, at dem, vi ansætter, passer ind på arbejdspladsen og i de teams, de skal arbejde i’.

ISS gør ikke det her alene for medarbejdernes brune øjnes skyld. De gør det også, fordi de tjener penge på de nye medarbejdere, og fordi vi om få år har alvorlig mangel på arbejdskraft i Danmark.

Vi skal naturligvis ikke acceptere parallelsamfund. Danske værdier som demokrati og ligestilling skal gælde alle steder, og derfor er det fint, at regeringen vil gøre noget ved ghettoerne. Men regeringen må også komme med et udspil til, hvordan man vil få flere flygtninge hurtigere i arbejde.

Hvor ville det være befriende, hvis integrationsministeren her i landet faktisk gik ind for integration. Det ville kunne skabe et sandt gennembrud for integrationen.

Hvis integrationen skal lykkes, så kræver det, at mange flere virksomheder og politikere tænker som ISS. Og det her handler ikke om at udføre en barmhjertig handling for flygtningenes skyld, men om at vi i det danske samfund ikke fremover kan opretholdet samme serviceniveau som i dag, hvis vi ikke får flygtningene i arbejde.

drop retorikken og lad os komme i gang.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen