DET ER JUL. Og Danmark er et land, hvor vi i middelklassen nu har fået vores helt egen regering ’hen over midten’. Det er gaven til os, der gerne modtager, men ikke har behov. Os, der hævder at være samfundsmennesker, men helst tænker på os selv.
Vi har f.eks. lige fået skattelettelser.
SOCIALDEMOKRATIET har således forladt Arne. Nu vil Mette og kompagni – ligesom dengang den rosenrøde partifarve under Thorning skiftede til bourgognerød til mellem 100 og 300 kr. flasken – lade sig marinere i øvre middelklassemanerer. For Danmark har verdens største offentlige sektor pr. indbygger. Men det er ikke kun til borgere med behov for hjælp.
Vi har her i avisen bragt den ene historie efter den anden i løbet af året. Om plejehjemsbeboere, der efterlades i ydmygende situationer. Om sygdomsramte danskere med udsigt til årelange ventelister på hospitalerne. Og om borgere, der jagtes helt ind i døden af jobcentre.
DET ER IKKE, fordi forvalterne er onde. Der skal imidlertid være orden i tingene. Eksempelvis har der været fuldstændig styr på udbetaling af varme- og elhjælp. Ud af 100 millioner kroner er 98 millioner stadig tilbage i puljen efter ansøgningsfristen.
Der var nemlig sørget for en krævende ansøgningsproces. Men hensigten kan ingen sige os noget på. Og mange middelklasse-ansatte arbejdede jo ihærdigt på projektet.
DER ER EN GRUND til, at den offentlige sektor i Danmark er verdens største per capita. Væksten har fundet set sted med ’curling-gørelse’ af alle. Ikke mindst middelklassen. Som i dag har nemt ved at finde gode argumenter for at forlange alle deres skattekroner tilbage i form af bedre institutioner, veje eller kulturtilbud.
Eller lavere skat.
MENS FOLK, der har brug for hjælp, derimod endnu ikke har fundet ud af at oprette Mit-id, hvorfor der er lukket for det varme vand.
De mange skattekroner afleveres ikke bare – som visse ynder at hævde – i gigantiske mængder til en massiv masse af socialklienter. Hvilket her op til jul er blevet godtgjort af tilstrømningen til diverse hjælpeorganisationer. Middelklassens brug af velfærdsstaten er mere bekostelig end underklassens.
DET MEST MARKANTE, vi synes at have opnået i vores forsøg på at reformere velfærdsstaten, er således, at vi har taget den fra dem, den egentlig blev skabt for. Vi er derfor en del, der må række hånden i vejret og give flere af dens goder fra os. Ellers må vi konkludere, at det sygeste af det hele er os, der modtager, men ikke har behov.
Vi kan selvfølgelig også bare glæde os. For så blev det i et annus horribilis alligevel jul og cool.
Ikke mindst for os fra middelklassen, hvilket jo er god latin.
