Karens fattigdomsbluff

REGERINGEN har afskaffet fattigdommen i Danmark. 

Desværre er udsagnet ikke rigtigt, men vores lands ledere vil gerne have os til at tro, at det er ambitionen.

Igen er vi blot udsat for et politisk blufnummer, som skal dække over en fejlslagen og bevidst kynisk politik. 

MED social- og indenrigsminister Karen Ellemann som ideologisk frontfigur har vores mindretalsregering med et pennestrøg afskaffet fattigdomsgrænsen.

Og hvorfor nu det? Selv indrømmer Karen Ellemann, at det er en værdimæssig beslutning, og hun fortæller, at hun er mere optaget af, om den hjælp, fællesskabet yder, også reelt udgør en forskel.

DET ENE udelukker ikke det andet. Fattigdomsgrænsen var en målestok for, hvordan fattigdommen i Danmark udviklede sig, og hvor der skulle sættes ind.

Den officielle fattigdomsgrænse blev indført af den forrige regering i 2013. Man var fattig, når man tre år i træk tjente mindre end halvdelen af gennemsnitsindkomsten, havde mindre end 100.000 kroner i formue og ikke var studerende.

NU HÆVDER Karen Ellemann, at fattigdom ikke kun kan måles i kroner og øre. Selvfølgelig er der også andre værdier, men fattigdomsgrænsen var alligevel en klar indikator på samfundets generelle sundhedstilstand.

Kynismen i Karen Ellemann og kompagnis handling skal findes i det faktum, at fattigdomsgrænsen skrottes samtidig med, at der indføres nye fattigdomsydelser for flygtninge, og at der barsles med et nyt loft over kontanthjælpen.

ANTALLET af fattige vil således stige med mange tusinde. Men nu vil der blive tale om en skjult fattigdom og mørketal, hvilket præcis er, hvad Karen Ellemann ønsker at opnå. Vi må ikke længere kigge regeringen i kortene.

Den negative udvikling vil især komme til at ramme mange børnefamilier. De mest sårbare i vores samfund kommer til at betale prisen for Karen Ellemanns fattigdomsbluff. 

156 kommentarer
Vis kommentarer