Klapjagt

 

Siden regeringsskiftet i 2011 har det ikke været let at være socialdemokrat. Heller ikke spor sjovt. Vælgerne svigter, og Helle Thorning ser ud til at lide sit ottende valgnederlag i træk som partiformand.

I disse dage er S-politikernes humør helt nede i kulkælderen efter en lækage. I sidste uge kunne Weekendavisen nemlig offentliggøre konklusionerne af en tophemmelig undersøgelse, der skal klarlægge vælgernes syn på Socialdemokraternes politik.

I undersøgelsen har man udvalgt 14 politiske temaer og spurgt 1200 vælgere om, hvilket parti de på netop det punkt føler sig bedst repræsenteret af. Ikke på et eneste punkt kan S præstere en opbakning på 20 procent eller mere. Og det er slemt.

Værst ser det ud på udlændinge- og ældreområdet, hvor blot henholdsvis 11 og 13 procent af vælgerne foretrækker Socialdemokraternes politik!

På den baggrund betragtes lækken som en kniv i ryggen på Helle Thorning, og der er internt indledt klapjagt på den formastelige.

Den kommer mindre end et år efter, at S-folketingsgruppen blev rystet i sin grundvold af bogen ’Den hemmelige socialdemokrat’, skrevet af en anonym forfatter, hvor Helle blev svinet til fra isse til hæl.

Alle mistænkte alle, og den dårlige stemning var til at skære i på gruppemøde efter gruppemøde. Men ’synderen’ er endnu ikke fundet.

I stedet for at jage skygger synes vi, at S-toppen skal samle kræfterne om at fremlægge et troværdigt valgprogram, som gør op med fortidens synder. Gør op med de løftebrud, som har bragt partiet i den nuværende elendige situation. Også selv om det kan koste regeringsmagten i denne omgang.

Tidligere var de fleste almindelige lønmodtagere kernevælgere hos Socialdemokraterne. Men mange fravælger et parti, som skærer ned på dagpenge, førtidspension, bistandshjælp og SU. Og som uden at rødme sælger arvesølv – aktier i Dong – til skatteålen Goldman Sachs.

De genkender ikke ’Det Danmark, du kender’ i Helle Thornings nuværende version.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere