Kloge Mogens

MOGENS Jensen, landets fiskeriminister, er et stortalent, når det gælder om at parodiere Poul Nyrup.

EN EVNE, der næppe er forbigået mange, da han altid har været svær at stoppe, hvis der er en mikrofon og et godt selskab i sigte.

HVAD de færreste vidste, er, at den tidligere LO-konsulent ved mere om havbiologi end de fleste havbiologer. I hvert fald når det gælder fiskeri i Østersøen, der er i dyb krise, og hvor fiskebestandene flere steder er ved at kollapse helt.

ENE mand har Mogens Jensen imidlertid gennemtrumfet, på trods af biologer, miljøorganisationer og EU-Kommissionen, at fiskernes kvoter ikke bliver beskåret så hårdt som planlagt og anbefalet.

BLIVER der fisket videre, kigger vi ud over et dødt hav om nogle år, forudser et af ministerens støttepartier. 

En projektleder fra Greenpeace beklagede, at ’Mogens Jensen læser den biologiske rådgivning, som Fanden læser Biblen’. Lige meget hjælper det:

JOVIALE Jensen giver stort set de samme svar til brølet af kritik. 

Han har sørget for en balance mellem to truede bestande, siger han: fiskerne og fiskene! – sjov mand, som altid.

HANS kommentarer er en opvisning i den gamle sport: Goddag mand, økseskaft.

MED HANS såkaldte kompromis ’har fiskebestandene gode betingelser for at vokse, samtidig med at Østersø-fiskerne kan fortsætte med at fiske.

FISKERNE skal leve af at fiske, men det kan de kun, hvis der også er fisk at fange de kommende år,’ prøver han at belære os. Ja? Men det er jo miljøbeskyttelse i en nøddeskal: Man kan ikke begge dele, Jensen. Hans påstand giver jo ingen mening. Det er ønsketænkning.

JENSEN har flere volapyksvar klar, garneret med 

feel good-floskler. Han bryster sig af, at han med sejren i EU har ’ramt en balance’, og sådan en er det er jo altid godt at ramme. Men det er Jensens balance med at lege grøn regering, der samtidig beskytter et ødelæggende erhverv. Eller han lover ’konstruktiv dialog’ – det må dække over, at Mogens Jensen sendte personlige e-mails til de fiskeriordførere i Folketinget, der kritiserede hans hærgen i Østersøen i medierne? Mails, hvor han bad dem klappe i med deres kritik udadtil.

ELLER var det ’dialogen’ med DTU, han tænker på, hvor han mente, at videnskabsmændene dér siger, at regeringen har indtaget en meget afbalanceret position? Hertil svarede en professor i hvert fald ’Det må stå for egen regning’.

MINISTEREN har også yderligere kosmetisk nonsens om, at ’Jeg vil allerede i efteråret invitere til en bred dialog om, hvordan vi skaber rammerne for fremtidens fiskeri i Østersøen’. 

MAN bliver så træt. 

164 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere