Klynkerne

Rasmus Jarlov er barsk i sin kritik. Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix
Rasmus Jarlov er barsk i sin kritik. Foto: Mikkel Hørlyck/Ritzau Scanpix

ARBEJDSMILJØET i Folketinget er blevet så stressende og næsten umenneskeligt, at det påvirker kvaliteten af beslutningerne. Sådan lyder det i Berlingske fra en række folketingsmedlemmer, som efterlyser bedre arbejdsvilkår.

KRITIKKEN GÅR bl.a. på, at politikerne modtager bjerge af papirer i forbindelse med lovforslag, som er så uforståelige, at de nærmest ikke aner, hvad de stemmer ja eller nej til.

Flere ordførere klager også over, at de er tvunget til at deltage i natteforhandlinger, hvor trætheden efterhånden er så udbredt, at man bøjer af for at komme hjem og sove. Eksempler på sjuskede forlig indgået i sene nattetimer er ikke svære at finde.

DEN KONSERVATIVE Rasmus Jarlov sammenfatter kritikken på følgende måde:

’Det er en syg arbejdskultur, som ud over stress og sygemeldinger også fører til elendige beslutninger. Folk ville med rette blive vrede, hvis de fandt ud af, hvor lidt politikerne forstår af den lovgivning, de selv vedtager.’

Sofie Carsten Nielsen fra (R) supplerer:

’Vi er blevet fanget i en malstrøm, hvor vi hele tiden er hvirvlet ind i hinanden, og vi bliver suget hurtigere og hurtigere ned.’

UMIDDELBART skulle man synes, at politikerne har masser af tid til rådighed, siden de har bevilget hinanden fire måneders sommerpause og holder Folketinget lukket flere dage omkring jul og påske.

DET KNIBER heller ikke med at finde tid til det politiske realityshow på diverse sociale medier, og det går selvfølgelig ud over det lovforberedende arbejde. I stedet vælger politikerne at klynke over forhold, de selv har været med til at skabe.

DET ER UFORSTÅELIGT, at de ikke for længe siden har sagt stop. Det er uforståeligt, at de ikke gør oprør og nægter at forhandle, hvis regeringen forsyner dem med papirer, som det kræver et professorat i raketvidenskab at forstå. Og det er uforståeligt, at de accepterer at blive kørt trætte i natlige seancer i stedet for at pakke papirerne sammen og meddele, at nu går jeg og vil foreslå, at vi først forsætter, når vi er udhvilede.

DET ER HVER enkelts ansvar at sætte hælene i. Men det kræver mod, og så er det selvfølgelig mere uforpligtende bare at klynke.