Køb hus, køb hus

’Danmark er en brugsforening’, sagde den nu afdøde historiker Palle Lauring, da han skulle beskrive den danske folkesjæl. Det var dengang, statsministeren hed Jens Otto Krag, og grundpillen i den socialdemokratiske velfærdsmodel stadig var kollektivet, som skulle sikre os et godt liv fra vugge til grav.

Derfor fik vi kildeskat, folkepension, børnecheck og store fælles fonde som ATP og Feriegiro. Vi var sammen om at skabe tryghed.

Tryghed vil vi fortsat gerne have. Men den kollektive tanke er for længst opgivet.

Det er mig i centrum. Vi handler stadig i Brugsen, men kun, hvis det er billigt. Vi gider ikke tage ansvar for butikken, og vi gider heller ikke gå ’all in’ på ATP, Arbejdsmarkedets Tillægspension. Vi vil hellere have en individuel pensionsordning.

Derfor er brugsforeningen afløst af parcelhuset som symbolet på det fælles danske.

Boligen – ejerboligen, forstås – er det danske samfunds ultimative tryghedsbarometer. Ingen politiker vil være uvenner med boligejerne. Vi er simpelt hen for mange, og derfor ville det være politisk selvmord at lægge sig ud med os.

Mange af os har købt lidt for dyrt, så vi sidder en smule stramt i det. Men herregud, vi ved jo, at politikerne kommer og redder os. Andre af os kunne sagtens have råd til at betale lidt mere i ejendomsskat og grundskyld. Det vil sige betale det, som vi burde, hvis man tog udgangspunkt i, hvor meget vore boliger er værd, og hvor mange millioner vi har sat ind på friværdikontoen, siden Anders Fogh Rasmussen blev så bange for os boligejere, at han suspenderede enhver sund fornuft på boligmarkedet.

Kun en tåbe frygter ikke boligejerne. Vi synes, det er uretfærdigt, hvis vi skal betale mere.

Så det kommer vi ikke til.

Et bredt politisk flertal har igen i denne uge lavet en boligskatte-løsning, der indeholder både højere skat, lavere satser og indefrysninger af forventet merbetaling. Det er så dansk og indviklet, som det kan blive. Ikke noget med ’flat rates’ her. Hver en krone skal omfordeles. Ikke ud fra et retfærdighedsprincip, men ud fra, at ingen kommer til at betale mere, end de gør i dag.

Hvis nogen alligevel skulle falde gennem det sindrigt knyttede sikkerhedsnet, så skal disse boligejere nok blive kompenseret. Så hvis man ikke allerede har et, gælder det om at få købt et hus, så man kan komme med i det nye fællesskab, hvor der er garanteret tryghed.

For i dag er Danmark en ejerforening.