Koldt på håndtaget

TRUMPS besøg i Danmark i starten af september var tænkt som en charmetur, især over for grønlænderne. 

USA kommer som bekendt for at styrke sin tilstedeværelse i Grønland, fordi Rusland og Kina prøver at møve sig ind i Arktis, og i det hele taget for at få et varmere forhold til Grønland og Danmark i det perspektiv.

MEN EFTER det er kommet frem, at Trump tilsyneladende har gjort sig tanker om, at USA bare kan købe hele Grønland, er der koldt på håndtaget. Hverken hjemmestyret eller den danske regering sætter kedlen over til en glad kop kaffe med samme åbne sind.

HVAD ENTEN tanken var en joke eller alvor, fremstår Donald Trump uvægerligt endnu en gang som en vanvittig, klam, amerikansk forretningsmand, der tror, alting er til salg. Om det er kvinder, eskimoer eller hoteller ... man er ved at brække sig.

PRÆSIDENTEN ser samtidig sig selv som verdens smarteste ’developer’. Her lever Grønland jo op til alle ejendomsmægleres omkvæd om ’beliggenhed, beliggenhed beliggenhed’: Militærstrategisk og når det gælder sjældne naturressourcer, er Grønland en ’femmer’ på skalaen fra et til fem. 

MEN TRUMP skudt sig selv i foden: Grønland er ikke til salg. Som i slet ikke. 

GRØNLAND har i sin hunger efter selvstændighed indimellem været irriterede over danske advarsler om at give sig i kast med f.eks. kineserne af geopolitiske hensyn. De vil gerne have, man har respekt for, at de selv kan forhandle med højestbydende. Danmark skal ikke bestemme alting, og holdningen har også givet sig udslag i, at dansk f.eks. skal vige i skolerne for engelsk. Dér ligger fremtiden. Det udelukker bare mange unge grønlændere fra en gratis dansk uddannelse. Midt i dén diskussion kommer Trumps smalsporede opfattelse af penges magt kontra en nations identitet. Så er ingen i tvivl om, hvad der er vigtigst.

HVORFOR overhovedet overveje at købe Grønland? USA har jo i forvejen stort set gratis adgang. Grønland har for længst bekræftet, at man holder sig til NATO. Hjemmestyret har bedt om flere penge for Thule-basen, hvad der ikke falder i god jord i USA. Men ellers er der vel nogenlunde accept af, at mere tilstedeværelse er noget, man kan tale om.

312 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere