Kollaps

KUN ÉT ORD dækker situationen for Dansk Folkeparti efter europaparlamentsvalget: kollaps.

Partiet led et så tordnende nederlag, at det er svært at se, hvordan ledelsen kan rejse sig op til folketingsvalget 5. juni.

FRA FIRE TIL ét sølle mandat. Fra 26,6 procent i 2014 til nu 10,7.

For fem år siden indkasserede Morten Messerschmidt alene 465.000 stemmer, mens hele partiet denne gang måtte nøjes med 296.000.

MED DEN HØJESTE stemmeprocent nogensinde og med kun to mandater til de Bruxelles-kritiske partier gav søndagens valg den største opbakning til EU, der nogensinde er set i Danmark.

LARS LØKKE JUBLEDE og udlagde nærmest Venstres fire mandater som en personlig sejr, selvom rød stue nu sidder på otte ud af 14 mandater mod kun seks i 2014.

DF-TOPPEN VAR nærmest i chok, da landsresultatet forelå. Med en grimasse, hun selv kaldte et smil, beskyldte Pia Kjærsgaard ’klimatosserne’ for at have stjålet valget.

HENDES ’SJOVE’ bemærkning kan ramme partiet som en boomerang, når vi igen skal til stemmeurnerne grundlovsdag.

For alle meningsmålinger viser, at klimaproblemerne fylder godt i vælgernes bevidsthed, og det gør man ikke ustraffet grin med.

MESSERSCHMIDTS fifleri med EU-midler har givetvis haft indflydelse på søndagens resultat, ligesom brexitfarcen får mange til at rykke tættere på EU.

DANSK FOLKEPARTI ligger, som det har redt. Vi er glade for, at det nu kun har én repræsentant i Europa-Parlamentet, når man ser på sammensætningen af den gruppe, partiet har tilsluttet sig:

Et sammenrend af stærkt yderliggående højrenationalister, der er fælles om racistiske opråb og hadkampagner mod flygtninge og indvandrere.

EN KOLLAPS SOM hos DF vil i andre partier give anledning til overvejelser om ledelsessammensætningen.

Men ikke i Pia og Tulles parti. De lader sig ikke flytte. Men det gør vælgerne heldigvis.

141 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere