Komiske Carl

FORSVARSMINISTER Carl Holst (V) har i de sidste dage brugt voldsomt mange kræfter på at bedyre, at han i valgkampen ikke benyttede den skatteyder-betalte, Region Syddanmark-ansatte Christian Ingemann som kampagne-medarbejder og personlig assistent.

Carl Holst stod stædigt fast som en anden Komiske Carl, mens indicierne for, at den forklaring ikke var sand, hobede sig op omkring ham.

GRUNDEN SKRED for alvor under ministeren, da Ekstra Bladet i forgårs afslørede, at Carl Holst selv i et brev til regeringens ansættelsesudvalg skrev, at Christian Ingemann havde fungeret som hans personlige assistent fra medio 2014 til juni 2015.

DEN VAR svær at løbe fra, så da Carl Holst i går efter et samråd mødte pressen, var han ked af det:

- Jeg erkender, at jeg har udtrykt mig uheldigt i forhold til at sige, at han ikke har været min personlige assistent. Jeg beklager, at jeg formuleret mig på en måde, hvor det kan misforstås.

Misforstås?! Carl Holst sagde nogle dage inden til Ekstra Bladet:

- Jeg kan bare sige, at Christian Ingemann ikke har været min personlige assistent.

DEN UDTALELSE var altså, hvad vi i den normale verden uden for Venstre kalder en løgn.

Det kan Carl Holst vistnok også på en måde se, for han tilføjede i går under sin bodsgang:

- Jeg har ikke haft til hensigt at lyve over for offentligheden.

Med andre ord:

Carl Holst har nok løjet, men det var ikke med vilje.

EGENTLIG er det mest bemærkelsesværdige ved denne ildelugtende sag måske, hvor lidt den overrasker os. En minister har tilsyneladende misbrugt skatteydermidler for at blive valgt ind i Folketinget, bagefter lyver han om det – og kun de færreste hæver et øjenbryn.

Vi er blevet hærdede.

CARL HOLSTS chef, statsminister Lars Løkke (V), har gentagne gange demonstreret, at han har svært ved at skelne melem sine egne og skatteydernes penge.

Carl Holsts kollega, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, har Skattekommissionens ord for, at han er fuld af løgn.

Og så fremdeles.

DET SIGES, at vi har de politikere, vi fortjener.

Hvad har vi dog gjort for at fortjene dem, vi har?

104 kommentarer
Vis kommentarer