Kommissær Søren

LØKKES nytårstale var i virkeligheden et skruet angreb på Dansk Folkeparti. Mener DF ...

HVAD de fleste andre opfatter som bredt favnende formuleringer om fortsat fællesskab og fred i verden, var, hørt med DF’s følsomme ører, i virkeligheden ætsende fornærmelser mod Dansk Folkepartis standpunkter. Ikke mindst hos Søren Espersen, partiets kuglestøber og magtfulde figur i anden række. Det fremgår af Espersens udførlige raseriudbrud i gårsdagens Berlingske og Politiken.

ESPERSENS krænkethed bringer mindelser om kinesiske toppolitikere, der flipper ud over mikroskopiske tegn på, at man ikke 100 pct. billiger Kinas måde at gøre tingene på. Selv uskyldige bagateller kan de lægge skjulte fornærmelser i. Her har kommissær Søren åbenbart med lup og pandelampe fundet adskillige tegn på oprør og næsvished hos sin uvorne partner, må vi forstå. Skønt Dansk Folkeparti ikke er nævnt med et ord.

ET USKYLDIGT ord som ’ordentlighed’ var f.eks. en flabethed overhovedet at bruge. ’Han siger et sted, vi (Danmark, red.) skal være ordentlige. Underforstået, at jeg så nok er uordentlig. Det vil jeg ikke finde mig i at blive kaldt af landets statsminister. Hvad forskel er der egentlig på det og så sige ikke stuerene. Vi kan ikke have, at han på måde indirekte og med sofistikerede, smarte udtryksformer får det ind ad bagvejen, hvor global han er, og hvor indadskuende vi andre er’, spruttede Espersen.

TIL POLITIKEN påstår Espersen, at Løkke skildrer DF som ’nogle hosekræmmere, der går ude på heden med vores tophuer og synger Mads Doss. Det gider jeg simpelthen ikke høre på mere’. Man må sige, at Espersens udgave af nytårstalen i hvert fald er noget mere underholdende end Løkkes fredsommelige vendinger!

ESPERSEN truer samtidig med, at det bliver payback time, når Løkke efter et snarligt folketingsvalg skal danne regering og – i Espersens optik! – skrive regeringsgrundlaget i fællesskab med DF.

MEN Espersen har da ret på et punkt: Her skal det vise sig, om Løkkes mange udtalelser det seneste års tid om Danmarks dybe forankring i EU og andre internationale sammenhænge holder vand. Eller han bliver siddende for enhver pris.

DET PUDSIGE er, at nytårstalen i første omgang heller ikke blev set som et beskidt angreb på Dansk Folkeparti af Kristian Thulesen Dahl selv. Hans første kommentar på Ritzau om nytårstalen drejede sig om dens omtale af regionernes fremtid. Og i sit ugebrev i går skrev han, at han på grund af togulykken helt ville holde sig fra sin planlagte omtale af nytårstalen.

MED DÉT figenblad købte han sig en bekvem pause. Nu venter vi på, om Thulesen er lige så opbragt som Espersen, eller om kommissæren skal hales ned fra træerne med et par Stesolider.

148 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere