KONGEHUSETS GRABSERI

EN AKTIONÆR i Harboes Bryggeri er vred over, at bryggeriet gennem årene har klattet millioner af kroner af på kongehuset. Det fremgik af Ekstra Bladets afdækning i går af utilfredsheden med Harboe-chefen Bernd Grieses brug af firmaets penge, da bryggeriet var så ’venligt’ at købe to villaer i Skælskør af Grieses private holdingselskab. Pengene hjalp i hans slunkne kasse.

SAMTIDIG med at bryghuset har et tocifret millionunderskud, har Harboe også købt en tre og en halv meter høj metalskulptur skabt af prins Henrik. Den er sat op ved Harboes hovedkvarter inden for de seneste to år. Herudover er det velkendt, at Harboe har foræret både prins Henrik og kronprinsen flere kostbare sejlbåde – blandt andre Fredes favoritmodel til et par millioner, en Farr 40, hvor Harboe reklamerer på spilerne.

 landets borgere må læse reportagen om Harboe-aktionæren og føle sig til grin. Hvad med os?

HVORFOR skal befolkningen betale millioner og atter millioner af kroner til kongehuset, så familien netop ikke behøver være til fals for erhvervslivet? Margrethe og co. burde jo være rene som sne alle dage med alle de skønne gysser, der vælter ind på kontoen?

ALLIGEVEL rippes der nu igen op i grabseriet ad bagdøren. Griese har i årtier logret rundt for kongehuset med sine gaver. Til gengæld inviterer hendes majestæt ham med til de fine fester, og den falmede Harboe-konge har fortalt om sit venskab med prins Henrik. Fint nok – men hvorfor skal aktionærerne betale for, at Griese gerne vil støtte sin vens kunst i en periode, hvor virksomheden kører med underskud? Og hvad var prisen for værkets temmeligt banale budskab? Den er åbenbart hemmelig, så vi gætter på, den er høj. Hvis Griese synes, Henriks stålhænder på en piedestal er så yndige, kan han betale af egen lomme. Akkurat ligesom kongehuset selv burde kunne betale for biler, pelse, fester, flyrejser, sejlbåde osv. gennem årene. Mange flotte gaver fra erhvervslivets spidser har til gengæld gennem tiden kastet en titel som kammerherre af sig.

HOFFET har officielt skruet ned for sponsoreringen, og det har blandt andet droppet det med de gratis biler. Tidligere fik for eksempel prinsesse Marie en Cadillac, kronprinsen svælgede i dyre biler, og Mary fik en Saab 9-3 Aero Cabriolet. Det burde også være overkommeligt at betale selv, når de hverken skal af med registreringsafgift eller moms.

ELLER gå all-in og blive 100 pct. sponsorfinansieret? Så behøvede skatteborgerne ikke betale til en familie, der alligevel kan finde på at nasse på brandet.

MANGE firmaer ville slikke sig om munden ved tanken om Margrethe eller de kongelige børn som reklamesøjler. Hele molevitten med utætte slotte, kareter, vinkældre, guldstole, skiskoler, balkjoler og luksusferier er jo et slaraffenland.

166 kommentarer
Vis kommentarer