Konservativt kollaps

Søren Pape drosler ned på den grønne profil. Det kan blive en historisk fejltagelse. Foto: Mads Nissen
Søren Pape drosler ned på den grønne profil. Det kan blive en historisk fejltagelse. Foto: Mads Nissen

DE KONSERVATIVE kan ikke bryste sig af mange sejre, men partiet har dog konsekvent holdt den grønne miljøfane højt i den borgerlige lejr, og det har givet partiet en vis kredit.

FAKTISK vil vi vove at påstå, at miljøet er det eneste område, hvor de konservative sådan for alvor har sat deres fodaftryk. Men det vil partileder Søren Pape Poulsen nu sætte over styr.

INTELLIGENSIAEN i det lille konservative parti har brugt ferien til at regne ud, at der ikke er stemmer i at slås for miljøet. I stedet vil Pape Poulsen og hans væbnere arbejde for lavere skatter. Prioriteringen er helt forkert. De konservative tager grumme fejl.

DENNE SOMMER i Danmark har for alvor sat klimaforandringerne på dagsordenen. Vi var garanteret mange, der lyttede med, da et hold af internationale forskere tidligere på måneden advarede om, at en global menneskeskabt opvarmning på to grader kan udløse processer, som kan føre til yderligere opvarmning.

I LØBET af nogle århundreder kan gennemsnitstemperaturen i verden blive fire-fem grader højere, og havene stige med 10-60 meter, påpeger forskerne. Det vil fjerne en del af Danmark fra verdenskortet.

DER ER al mulig grund til at tage miljøet og klimaforandringerne alvorligt. Men de konservative vil hellere have lavere skatter. Gruppeformand Mette Abildgaard mener, at partiet vil blive Folketingets mindste, hvis ikke emner som klima og miljø bliver nedtonet i den kommende valgkamp.

DEN TAKTIK vil gøre de konservative komplet overflødige. Der er rigelig med partier, der råber på lavere skatter, men det bliver bare ikke temaet de kommende år, hvor sundhedsområdet og miljøet bliver de helt store politiske emner. Det har selv Venstres kommende partiformand, Kristian Jensen, forstået.

TIL DE konservatives undskyldning skal det siges, at partiet ikke er ene om at gå helt forkert i byen, når det handler om klimaet. Dansk Folkeparti, Danmarks næststørste parti, overhaler indenom. Partiets klimaordfører, Mikkel Dencker, er ikke overbevist om, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Og så er der i følge DF’s logik ikke grund til at gøre noget ved problemerne.

VED AT benægte fakta placerer Dencker og Dansk Folkeparti sig i en rolle, som Donald Trump ofte indtager i USA. Det er idioti og gør det umådelig svært at føre en sammenhængende politik på klimaområdet. Det kommer vi alle til at betale prisen for, medmindre vælgerne ved det kommende valg klart fortæller de konservative og DF, at de tager fejl.

248 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere