Konservativt svineri

 

I DEN KONSERVATIVE velhaver-kommune Hørsholm giver politikerne indtryk af at gå højt op i borgernes ve og vel. F.eks. reklamerer kommunen på forsiden af sin hjemmeside for ’Vinterbadning og sauna’ ved Rungsted havn – ’en kold og varm oplevelse’, som det frejdigt tilføjes

BEGRAVET et helt andet sted på hjemmesiden finder man ’Reviderede kvalitetsstandarder på ældreområdet’. Den søvnige overskrift dækker over en hårrejsende beslutning, som den ærværdige kommunalbestyrelse har vedtaget.

KOMMUNENS ældre skal fremover nøjes med at få skiftet sengetøj en gang om måneden. Indtil nu er det sket hver fjortende dag. De ældre behøver ifølge politikerne heller ikke at komme særligt ofte i bad. Et bad er nok – om ugen. Mod to hidtil.

DEN KONSERVATIVE hygiejne-politik anno 2015 skriger til himlen. Den udtrykker en menneskeforagt, som den civiliserede verden gjorde op med for årtier siden.

’GANSKE uværdigt’, lyder det fra chefkonsulent i Ældre Sagen, Olav Felbo. Og han er en mand, der er kendt for at udtrykke sig ret diplomatisk.

FORMANDEN for kommunens social- og seniorudvalg, den konservative Thorkild Gruelund, flæber til Frederiksborg Amts Avis: ’Jeg ville ikke selv bryde mig om at ligge i det samme sengetøj i fire uger, men kassen skulle jo stemme. Jeg er saft-suseme ked af det’.

JA, SNØFT-SNØFT. Det er sgu lige før, vi har mere ondt af udvalgsformanden end af de ældre. Men udvalgsformanden er en hjerteløs kyniker.

VIRKELIGHEDEN er, at Hørsholm Kommune bryster sig af at have Danmarks fjerde-laveste skatteprocent og er en af landets store rigmands-ghettoer. Det kan de svage ældre, der ikke har råd til privat hjælp, tænke på i deres beskidte senge.

OG SÅ KAN de i øvrigt snuppe sig et forfriskende vinterbad.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere