Kontrol uden bomme

ORDET GRÆNSEKONTROL er blevet et fyord i den politiske debat – men for befolkningen i Syd- og Sønderjylland er det blodig alvor.

Her har man illegale asylsøgere og østeuropæiske tyvebander tæt inde på kroppen – og det har givet Dansk Folkeparti vind i sejlene. Ved valget forrige torsdag satte omkring en tredjedel af de sønderjyske vælgere kryds ved liste O.

SOM DET FREMGIK af en reportage i Ekstra Bladet i går, føler mange sig utrygge i dagligdagen. De møder konstant kassevogne med nummerplader fra Rumænien eller Bulgarien og spørger sig selv: Hvad skal de? Har de et lovligt ærinde?

Der er masser af indbrud i området, og udenlandske kriminelle fylder godt op i arresthusene. Derfor kan det ikke undre, at kravet om en langt mere effektiv grænsekontrol er massivt.

DF TRYNEDE I 2011 den daværende VK-regering til at indføre permanent grænsekontrol, men den blev nogle måneder senere afskaffet af Helle Thorning & co. – også fordi den stred mod Schengen-aftalen, som kræver fri passage over grænserne.

Thulesen Dahl og hans tro væbnere har nu fundet den gamle aftale frem igen – med de latterlige, rødhvide grænsebomme – og fortalt kongelig undersøger Lars Løkke (V), at øget grænsekontrol er en vigtig forudsætning for en VO-regering.

DF FORESTILLER SIG, at der skal bygges grænseanlæg med kontrolposter ved overgangene ved bl.a. Frøslev, Padborg, Kruså og Sæd i Sønderjylland.

De planer er dødsdømt på forhånd, hvis vi vil forblive medlem af EU. For reglerne landene imellem er ikke til at misforstå: Personer må krydse de interne grænser ’på ethvert punkt’ uden at blive udsat for grænsekontrol.

MEN DER ER andre muligheder for at gøre kontrollen langt mere effektiv. Bl.a. ved stærkt øget videoovervågning og ved mange daglige stikprøve-aktioner i baglandet.

DF har hidtil været utrolig stivsindet i kravene om en permanent kontrol. Men partiets retsordfører Peter Skaarup har været mere afdæmpet de seneste dage og blandt andet talt om, at han ser muligheder for en løsning inden for Schengen-aftalen.

HANDLING ER påkrævet – uanset hvordan den nye regering kommer til at se ud. 

Når svenskerne kan, kan vi vel også.

228 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere