Krænkelses-hysteri

Fløjten på de sociale mediers kogekedel har det seneste døgn hylet på grund af et forbud mod at træne kun iført sports-bh i et fitnesscenter på Syddansk Universitet. Foto: Ivan Romano/Getty Images
Fløjten på de sociale mediers kogekedel har det seneste døgn hylet på grund af et forbud mod at træne kun iført sports-bh i et fitnesscenter på Syddansk Universitet. Foto: Ivan Romano/Getty Images

Det er sket igen: Nogen har rettet ind efter tidens mest udbredte dårskab: identitetspolitik og krænkelseshysteri. Ja, måske endda efter lovreligion, men det er en del af samme mængde.

Fløjten på de sociale mediers kogekedel har det seneste døgn hylet på grund af et forbud mod at træne kun iført sports-bh i et fitnesscenter på Syddansk Universitet (SDU). ’Det er ikke tilladt at træne i en sports-bh,’ står der i centrets ordensregler.

Inden folk begynder på vittigheder om, at univer-siteterne styrter i grus, hvis studerende møder op iført mexicanerhatte, sports-bh’er og siger ’han’ og ’hun’ om hinanden – med henvisning til tidligere identitetspolitiske sager i universitetsverdenen – skal det siges, at universitetet selv ikke har haft indflydelse på vedtagelsen.

Victor Immanuel Bjerre, som er formand for bestyrelsen i SDU Fitness, begrunder i Jyllands-Posten, at der skal tages højde for ’kulturelle forskelle’. Der er her tale om et facit, de fleste kan opstille udregningen bag. Et mindretal har dikteret reglerne for et flertal. Hvad enten minoriteten er islamisk – hvilket ’kulturelle forskelle’ meget vel kan dække over – eller andet. Ræsonnementet bag er dog heller ikke ligefrem den akademiske verden fremmed.

’Majoriteten skal opføre sig ordentligt over for minoriteter,’ som rektoren på Københavns Universitet på et tidspunkt forsvarede sig angående det køns- og identitetskaos, han selv har været med til at slippe løs på landets angiveligt højeste anstalt for viden og indsigt.

De fleste så straks, at rektoren havde vendt det hele på hovedet. Krænkelses-entusiaster skal holde op med at kræve majoritetens underkastelse. Deres kønsidentitet, religion eller etnicitet har ingen relevans for et virke på et universitet.

Hvis enkelte studerende eller ansatte selv – hvilket nok desværre er tilfældet – hævder, at deres seksualitet, køn, etnicitet, religion eller andet kræver særlige hensyn, er der kun ét at sige til dem: at hermed bedes ikke om andres respekt, men andres underkastelse.

Her er det så til gengæld, den gode nyhed kommer: Flere hundrede elever på Syddansk Universitet har skrevet under på en protest mod bh-bestemmelsen. Og om kort tid vil vi formentlig få at vide, at fitnesscentret har slettet reglen. Ligesom Firehøjeskolen i Vejle droppede et forbud mod mavebluser – såkaldte crop tops – efter en lignende shitstorm.

Det er imidlertid forbløffende og ikke mindst foruroligende, at denne opstandelse er nødvendig.