Krigen om kunderne

I DAG SKAL hver enkelt parti i Folketinget via en såkaldt forespørgselsdebat melde ud, hvad de mener om den selvudnævnte ’samkørselsordning’ Uber. Hidtil har de færreste partier kunnet finde ud af, hvilket ben de skal stå på.

Uber kom til Danmark i 2014. Med kun et par enkelte tryk kan du hente en Uber-app på din smartphone, og så er det amerikanske selskab klar til at kapre kunder blandt taxachauffører i hovedstaden. Til absolut konkurrencedygtige priser.

DET HAR PÅ rekordtid skabt voldsom vrede blandt de københavnske taxachauffører og resulteret i blokader. De betragter Uber som ren plat, svindel og piratkørsel, som man forsøger at dække ind under deleøkonomi.

Samme holdning har Trafikstyrelsen, der har meldt selskabet til politiet.

HOS POLITIKERNE er meningerne delte. Liberal Alliance jubler over Uber, mens bl.a. Dansk Folkeparti er lodret imod.

Hos S kom Henrik Sass Larsen på et tidspunkt for skade at betegne selskabet som ’alle tiders’. Det fik masser af hans kolleger på banen med udtalelser om, at Uber er systematisk organiseret pirattaxakørsel. En slags Ryanair på hjul med henvisning til det omstridte irske lavprisselskab.

KONKURRENCE ER sundt – også inden for taxabranchen. Men Uber mangler meget i at kunne operere på markedet på betryggende vis.

For det første er chaufførerne uautoriserede, så man aner ikke, om den, man kører med, overhovedet har et kørekort.

For det andet er der ikke samme kontrol med sikkerheden som i de eksisterende taxaer. Virker bremserne?

OG FOR DET TREDJE er der lige det med forsikringen. Ganske vist hævder selskabet, at det har en forsikring, der dækker op til 30 mio. kr., men Forbrugerrådet er endnu ikke blevet præsenteret for en aftale på tryk.

Selskabet anslår, at det råder over omkring 2000 chauffører i Danmark. Det betragter sig selv som en samkørsels-forening, et alternativ til den kollektive transport, men vil alligevel ikke afvise, at nogle af deres chauffører prajer kunder på gaden.

UBER ER ERKLÆRET ulovlig i flere lande, så vi forventer, at myndighederne undersøger alt særdeles grundigt, inden man evt. giver det det blå stempel. Der er ikke behov for flere fribyttere i trafikken.

37 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere