Krigsgudens soldater

ALENE navnet giver panderynker: Soldiers of Odin.
I den nordiske mytologi er Odin som bekendt en af de største krigsguder. Vi har altså at gøre med en bande, der ifølge logoet på de sorte jakker anser sig selv for at være krigsgudens soldater.

HVORFOR navnet skal formuleres på engelsk og ikke skandinavisk, melder historien ikke noget om.

DENNE bande med det krigeriske navn vil gøre nattelivet i danske byer mere fredeligt og sikkert. Det bedyrer bandens talsmand, Arne Andersen.

NU VIL talsmanden godt nok ikke kalde krigsgudens bande for en bande. Næ, der er tale om en borgerværnsgruppe.

I DET hele taget er talsmanden for krigsgudens danske soldater ret nærtagende med, hvad banden – undskyld, borgerværnsgruppen – kaldes og sættes i forbindelse med.

FOR EKSEMPEL SER talsmanden nærmest krigerisk ud, når ordet ’nynazister’ nævnes.

SAGEN er, at bandens – undskyld, borgerværnsgruppens – afdelinger i andre skandinaviske lande er kendt for at udspy racistisk og fremmedfjendsk galde, der påfaldende minder om nazistisk retorik.

TALSMAND Arne Andersen er, som han sagde til Ekstra Bladet i forgårs, ’hamrende træt’ af sammenligningen: ’Problemet er, at når man googler Soldiers of Odin, så kommer eksemplerne fra Finland og Norge, og så tænker folk, at vi er syge’.

JA, DET er søreme ikke nemt at kontrollere og styre, hvad folk tænker. Og slet ikke i nattelivet.

MEN hvis banden – undskyld, borgerværnsgruppen – er træt af sammenligningen, så kunne de angiveligt 128 medlemmer da vælge et andet navn.

SELV mener krigsgudens soldater, at de kan sammenlignes med foreningen Natteravnene, der stille og fredeligt hjælper unge i nattelivet.

DOG er der den helt afgørende forskel, at Odin-banden – undskyld, borgerværnsgruppen – er parat til at ’interagere’, det vil sige foretage civile arrestationer.

DET lyder ikke rart. Vi foreslår, at Soldiers of Odin finder en baghave at marchere rundt i og overlader de fysiske konfrontationer i nattelivet til dem, der er uddannet til det: politiet.

316 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere