Kristian skal dømmes af Danmark


Mens de danske politikere er uenige i, hvorvidt 'Kristian' og hans søn skal hjem til Danmark, så er Ekstra Bladets chefredaktør klar i spyttet. Video/redigering: Tarik Mikkel Khan/Martin Ekelund

’Kristian’ har i seks år været en del af IS-kalifatet, og det bør vække al den afsky, vi kan opbyde.

Men ’Kristian’ er stadig dansk, selvom det udpræget danske navn ikke er hans eget, men et dæknavn. Det kan godt være, han er landsforræder, men det må en dansk domstol afgøre. Derfor skal han hjem. For at kunne blive tiltalt og retsforfulgt. Lige nu sidder han som kurdernes fange i Hasakah i Nordøstsyrien.

Vi fandt 'Kristian' i et fængsel i det nordlige Syrien. Her sidder han som krigsfange. Der skal tages et særligt hensyn til krigsfanger, og derfor har vi valgt at sløre hans billede og give ham et anonymt navn. Foto: Thea Pedersen Krig & katastrofer - 20. nov. 2019 - kl. 20:18 Afsløring: Danske Kristian fængslet som IS-kriger i Syrien

Ekstra Bladets historie om ’Kristian’ er opsigtsvækkende, fordi han ikke er som mange andre danske IS-krigere. Hans familie kommer ikke fra Marokko, Tyrkiet eller Syrien. De er fra Jylland. Han har ikke to pas, men kun sit rødbedefarvede danske.

Det er vores ansvar at stille ham til ansvar for de ugerninger, han måske har begået. Vi kan ikke vende ryggen til, og hvorfor skulle vi da også det? Det er netop i en situation som denne, vi viser, at vi er en retsstat.

'Kristian' er krigsfange under kummerlige og umenneskelige forhold. Derfor taler han ikke frit, når han taler med os, og lever på sine fangevogteres nåde. Men uanset om manden er et fjols, har kæmpet for IS og måske selv har begået grusomme ting, så udgør det, at vi overhovedet taler med ham, et etisk dilemma.

Derfor har vi også anonymiseret ’Kristian’, og vi kender hans rigtige navn og danske baggrund.

Når vi giver ’Kristian’ lov til at fortælle sin version af historien, sker det ikke, fordi vi vil føre sag for ham. Eller for, at nogen skal have ondt af ham.

Jeg kan allerede høre råbekoret på Facebook rødglødende af raseri hvæse, at ’Kristian’ ligger, som han har redt. Alt tyder faktisk på, at dette råbekor har ret. Ethvert menneske har ansvar for egne handlinger, ikke mindst hvis man frivilligt går i krig mod sine egne.

Men det er nu, at forskellen på os og alle de stater, der ikke hylder en fair og rimelig rettergang, skal kunne ses. Hvis vi og de ansvarlige danske politikere bare vender ryggen til ’Kristian’ og lader ham rådne op i fangelejren, bliver vi lige så umenneskelige og totalitære som det kalifat, ’Kristian’ kæmpede for. Derfor skal ’Kristian’s historie fortælles, og derfor skal ’Kristian’ hjem.

Som dansker er det vigtigt, at de af vore landsmænd, som vi beskylder for at være landsforrædere, ikke kun bliver dømt af folkedomstolen, men bliver tiltalt og stillet for en dansk dommer. Det er nu, vi viser, hvorfor vores samfundsmodel er kalifatet overlegen. Hos os er der retfærdighed til.

Med Ekstra Bladet+ kan du lige nu læse 'Kristians' egen historie. Om seks år i Syrien, om at få en ung kone, at leve et liv i det nu sønderbombede Raqqa, og hvordan livet i fængslet er.

Tæt på Danske Kristian fra fængslet: Mit liv i kalifatet

713 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere