Kronprins af eliten

Ekstra Bladets chefredaktør ønsker kronprinsen tillykke

Jeg tror egentlig, at kronprinsen har anstrengt sig uendelig meget hele livet. Som barn skulle han overholde ’Papas’ strikse opdragelse, som ung skulle han forstå sin udvalgte rolle og som voksen skulle han leve op til at være udvalgt. Hans åg er, at han altid har været tynget mod gulvet af andres forventning om at han var noget særligt

I dag bliver han 50 og tillykke med det. Jeg har mødt kronprinsen et par gange, og uden reelt at kende ham, tror jeg godt, jeg tør sige, at der, hvor kronprinsen trives bedst, er, når han er fysisk. Når han skal tale, går det hele ofte i kludder.

Han har gjort tjeneste ved den barske eliteenhed Frømandskorpset, efter sigende uden at der blev taget særlige hensyn. Han løber maraton på godt tre timer, har gennemført en ironman og i den forgangne uge løb han med danskerne i Royal Run. En overvældende succes. Frede, som vi kærligt har døbt ham her på Ekstra Bladet, er ganske enkelt bedst, når han ikke skal tale.

Mange vil så gerne gøre ham til en folkelig prins. Det er han ikke. Jyllands-Posten har i denne uge kortlagt den 50 årige kronprins netværk. Det er så ufolkeligt, som det kan blive. Frede hænger, som de royale har gjort i generationer, ud med den ypperste adelige elite og jetsettet. De er inderkredsen og det også dem, han sejler, går på jagt og løber med. Det er baroner, godsejere og arvinger til Danmarks største industrivirksomheder som Lego og Grundfos.

Utroligt mange taler om, at Frede og Mary er i gang med at forny kongehuset. Men som alt andet med kongehuset er det mest et fatamorgana, altså noget, de kongetro ønsker at se, men som ikke reelt sker. Dog bør Mary roses. Hun er et stort aktiv både for Frede og kongehuset og gør en masse gode ting i MaryFonden.

Reel fornyelse ville kræve, at kronprinsen bl.a. gjorde op med den oldgamle tradition om, at kongehuset modtager store gaver som biler, smykker, tøj, luksusferier og alt muligt andet.

Lars Løkke Rasmussen er en ren spejderdreng sammenlignet med kongehuset. I kongehuset er det, der i alle andre sammenhænge ville blive kaldt korruption, sat i system.

Fredes opgave er at føre kongehuset ind i nutiden. Det bliver ikke nemt. Ikke mindst fordi kongehuset som institution er et udemokratisk levn fra fortiden.

Men alligevel stort tillykke herfra. Du gør dit bedste, Frede, det er jeg ikke i tvivl om, og så kan man ikke forlange mere af et menneske. Og sådan et er du, på godt og ondt, selvom mange forsøger at gøre dig til noget mere og finere.

457 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere