Kviksand

Jakob Ellemann læner sig med sine ’ti principper’ lige lovlig tungt op ad Moses, der nedstiger fra bjerget med de ti bud. Foto: Jens Dresling
Jakob Ellemann læner sig med sine ’ti principper’ lige lovlig tungt op ad Moses, der nedstiger fra bjerget med de ti bud. Foto: Jens Dresling

Det er ikke let at være Jakob Ellemann-Jensen. Venstres formand sidder i et politisk kviksand. Overdreven indsats for at komme fri afstedkommer blot, at han synker dybere ned.

Det synes også at være tilfældet med de ti nye principper, som skal samle blå blok om Ellemanns efterhånden ret fiktive lederskab. Det udlægges som store armbevægelser. ’Ellemann træt af uenigheder’, som det lød på forsiden af Politiken om venstrelederens udspil. Principperne forekommer dog så marinerede i den brede enighed, der præger dansk politik, at man spørger sig selv, om ikke også den socialdemokratiske regering i virkeligheden er med på dem?

Gad vide, om ikke også Mette Frederiksen og kompagni gerne vil ’løfte kvaliteten i velfærdssamfundet’, og om de ikke også ser ’den grønne omstilling som et kæmpe potentiale for Danmark’, og ’vil føre en stram og konsekvent udlændingepolitik, hvor der er helt styr på tilstrømningen af asylansøgere til Danmark’ eller ’vil tage udgangspunkt i, at vores fælles danske kultur og tradition binder danskerne sammen’ osv., osv.?

Kan de ti principper i det hele taget bestå ikke-testen? Er der mon nogen i Folketinget, der IKKE ’vil gøre Danmark og danskerne rigere – finanslov for finanslov’?

Der er en særlig ironi i, at Jakob Ellemann vælger at stille med ’ti principper’. Ikke kun fordi han hermed læner sig lige lovlig tungt op ad Moses, der nedstiger fra bjerget med de ti bud. Men fordi hans forgænger, Lars Løkke, var klog nok til at nøjes med ’sigtelinjer’, og partiets forhenværende ’frihedsminister’, Søren Pind, endda som partiets unge brushoved i sin tid slog sig til tåls med ti liberale ’teser’.

Et ’princip’ er ifølge Den Danske Ordbog en ’grundlæggende regel eller norm, som nogen bevidst følger med hensyn til holdning eller adfærd i konkrete sammenhænge.’ Ellemanns principper synes således ikke voldsomt principielle for en ’borgerlig-liberal’ regering, hvis andre også kan gå ind for dem.

Venstres leder skriver i sin indgangsbøn til præsentationen af sine ti principper: ’Jeg tror på, at hvis danskerne viser de blå partier tilliden, og der er et borgerligt flertal efter et valg, så vil vi kunne nå hinanden. Hvis vi hver især er villige til både at strække os og til at række hånden frem.’

Mere end noget andet beder Jakob Ellemann reelt om, at nogen rækker hånden frem til ham selv og trækker ham op af sandet, fordi han er i en situation, hvor han ikke kan vifte for meget med armene.