Kvindemagt over ligestilling

Tilsyneladende gør det nas for mange kvinder at se deres så fasttømrede magtmonopol over børnene blive udfordret. Foto: Joachim Ladefoged
Tilsyneladende gør det nas for mange kvinder at se deres så fasttømrede magtmonopol over børnene blive udfordret. Foto: Joachim Ladefoged

UGENS OPHEDEDE diskussion om den nye barselsaftale har været forunderlig. Krumspring på krumspring har nådesløst afsløret, at det indimellem holder hårdt at leve op til de forkromede paroler om værdien af lige rettigheder for begge køn.

MED FARE for at få tæsk: Kvinderne har faktisk været de værste. For nok taler de om nødvendigheden af ligestilling, men når det pludselig bliver konkret, er fastholdelsen af dominansen over mændene på børneområdet tilsyneladende vigtigere. Det gælder selvfølgelig ikke alle kvinder, men det gælder overraskende mange.

DEBATTEN HAR været en uskøn og forstemmende opvisning i, hvordan kvindemagt trumfer ligestilling.

Lad os lige tage statistikken. Selv om de fleste er enige om, at barnet er et naturligt anliggende og ansvar for såvel mor som far, afspejler tallene en helt vild skævhed:

Mor tager i gennemsnit 280 dages betalt orlov.

Far nøjes med 34 dage.

DE BIOLOGISKE forskelle kønnene imellem udgør naturligvis deres del af forklaringen. Men også kun en del. For vel kan mænd hverken føde eller amme, men det forklarer altså ikke en difference på 246 dage.

Det gør kun nogle forældede kønsroller.

Forskellen på 246 dage – otte måneder – er et kæmpe problem. Det er det ud fra et ligestillingsperspektiv; men heller ikke ud fra børnenes synsvinkel er det godt, at kvinderne har sat sig så eftertrykkeligt på den første tid derhjemme med babyen.

GENNEM TIDEN har det ikke skortet på opfordringerne til mændene om at komme ind i kampen. Men det har ikke hjulpet.

Selv om det i den bedste af alle verdener burde være sådan, at folk selv fandt ud af det, er det indimellem bare sådan, at der må gives et skub. I dét lys giver det mening, at arbejdsmarkedets parter og et flertal i Folketinget nu vil øremærke 11 ugers barsel til mændene, som kvinderne så til gengæld ikke kan anvende.

’TVANG’, lyder automatreaktionen så.

Sludder og vrøvl. Mændene kan da bare pænt sige nej til tilbuddet og tonse videre med karrieren, som om intet var hændt på barnefronten. Den disposition kan de så altid fortryde på et senere tidspunkt (skriver en mand, der i dag er oprigtig ærgerlig over, at han ikke tog mere barsel i sin tid).

Men tvang er der ikke tale om. Højst at samfundet naturligt nok gerne vil påvirke ligestillingen i en mere positiv retning. Og ikke kun vil betale til, at kvinderne bliver derhjemme (og dermed fastholde forældede kønsrollemønstre).

OVERRASKENDE NOK er det især kvinderne, der gennem ugen har våndet sig over, at mændene nu får tildelt en del af ’deres barsel’.

Kvinderne siger det selvfølgelig ikke ligeud, men henviser i stedet til så meget andet: Amningen, tilknytningen til barnet, familiens ret til selv at bestemme osv., osv.

Stråmændene flyver med andre ord rundt i luften.

Tilbage står bare, at det tilsyneladende gør nas for mange kvinder at se deres indtil nu så fasttømrede magtmonopol over børnene blive udfordret.

RADIOVÆRTEN IBEN Maria Zeuthen, som ingen ellers nogensinde har mistænkt for at være på mændenes side, skrev i denne uge på sin Instagram-profil, at hun efter den seneste uges barselsdebat nu pludselig forstod den afmagt, som mange fædre gennem årene har følt, når de har oplevet kvinderne komme tromlende i diverse sager om samkvem og forældremyndighed.

ZEUTHEN HAR ret. Det er forstemmende at se, hvordan de samme mennesker, der taler højstemt for nødvendigheden af ligestilling, ikke vil ofre knap tre måneders betalt orlov for at fremme den. Og måske var det meget sundt at give lidt slip. Både for dem selv, mændene og børnene.

I øvrigt kan kvinderne jo tage al det børnefri, de vil. Det må bare være for egen regning.