LAD OS SKAMME OS

Jeg burde skamme mig. Jeg kører i bil på arbejde hver dag. Det er jo helt galt. Hvilket jeg bliver mindet om, hver gang jeg ser Politikens chefredaktør, Christian Jensen, på trappen. 

Christian er en flink fyr, men det er simpelthen værre at møde ham end Uffe Elbæk. Politiken skriver nemlig om CO2 hver eneste dag, mens Uffe Elbæk trods alt kun taler om at købe CO2-aflad, hver gang Alternativets folketingsmedlemmer bliver afsløret i at flyve.

Min egen bekymring er åbenbart ikke stor nok.

Jeg er eksempelvis ikke lige så bekymret som en far i Aalborg. På P-pladsen foran vuggestuen var der i ugens løb glat på grund af sammenpresset is, og derfor var han bange for at aflevere sit barn. Han har klaget til kommunen og sendt billeder til Ekstra Bladets nationen!, men som den vrede far siger: ’Den person ved Aalborg Kommune, som har ansvaret for ovennævnte, sagde, at man bare skulle have vinterdæk på bilen og fornuftig fodtøj, som var skridsikker på is.

Mine børn er heldigvis også så store, at de er flyttet hjemmefra. Det er godt, tror jeg, for ellers havde jeg nok hørt, hvor grimt nutidens børn taler. TV2 har kørt temauge om børns sprog, og det er meget værre, må vi forstå, end dengang vi selv var børn. Den eneste, der ikke har bekræftet journalisternes tese om børns grimme sprog, er komikeren Anders Matthesen. Han mener, at det er de vokse, der er blevet for sarte. Men det kan jo umuligt have noget på sig.

Vi må også forstå, at de nedslidte lever helt forkert. Det er derfor, de har fået ondt i ryggen og slidgigt. Det er ’selvforskyldt’, forklarede en professor ved navn Jakob Kjellberg i Berlingske. De nedslidte dør ikke af hårdt fysisk arbejde – de slår sig selv ihjel med grillmad og smøger. Ligesom børnene er de dårligt opdraget, og de magter ikke behovsudsættelse, hævdede professoren fra sit hæve-sænkebord.

Som min salig mor altid sagde: ’Det er nemt at være ovenpå, hvis man har råd til det’. Og i Danmark er der rigtigt mange, der har råd til at være ovenpå. 

Og tak for det, men hvorfor betyder det så samtidig, at vi ser ned på de, der ikke er ovenpå? Og hvorfor må man ikke leve det liv, der nu passer til en selv, men skal gå og have dårlig samvittighed over, at man ikke er grøn, gul, blå eller bekymret nok?

Alle er forargede. Over alt. Bare aldrig over den måde, de selv er på. Og det er altid andre, der skal løse problemerne. 

Som når der er is på P-pladsen, hvorfor har de så ikke indlagt varme i fortovet? De burde skamme sig.

306 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere