Landsbytosser

ET FLERTAL anført af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti med støtte fra de konservative pressede i går regeringen til hurtigt at undersøge muligheden for og konsekvensen af at oprette statslige flygtningelandsbyer.

Der skal ligge et beslutningsforslag inden 1. marts.

IDÉEN er på mange måder besynderlig. Ikke mindst fordi forslagsstillerne har vidt forskellige opfattelser af, hvad der kan gemme sig bag ordet ’landsbyer’, som i sig selv lyder så tilforladeligt.

DANSK FOLKEPARTI ønsker sig lukkede lejre, hvor indbyggerne ikke får mulighed for at integrere sig i det omliggende samfund. De må heller ikke få lov til at finde arbejde uden for lejren.

Tanken er både umenneskelig og uhensigtsmæssig.

SOCIALDEMOKRATERNE ser for sig åbne landsbyer, hvor flygtningene bliver en aktiv del af det øvrige samfund, og alt er fryd og fordragelighed.

MODSTRÆBENDE har DF accepteret tanken om, at flygtninge kan søge arbejde uden for landsbyerne, for at få flertal for pålægget til regeringen.

Men selv med denne modifikation står vi med et forslag, der strider imod alle erfaringer, vi har gjort.

DANSK POLITIK er på integrationsområdet de seneste år gået målrettet efter at afskaffe ghettoerne.

 Med god grund. De skaber sociale problemer, danner grundlag for parallelle samfund og fremmer kriminalitet.

Nu vil S, DF og K så bygge landsbyer, der har alle forudsætninger for at blive til nye ghettoer.

Det er da tosset.

REGERINGEN forventer, at der vil komme 25.000 asylsøgere til Danmark i år. En fred i Syrien har helt åbenbart lange udsigter, og derfor er der brug for handlekraft.

Vi skal blive bedre til at integrere flygtningene, så de hurtigst muligt er i stand til at forsørge sig selv. Den opgave er ekstremt vanskelig, men der findes ikke alternativer, og at placere flygtningene i enklaver er i hvert fald ikke løsningen.

I FØRSTE OMGANG er regeringen altså blevet pålagt at undersøge muligheden for at oprette statslige flygtningelandsbyer. Og konsekvenserne derved.

Vi vil ikke blive overraskede, hvis undersøgelsen påviser, at disse såkaldte landsbyer vil virke mod deres hensigt.

Og lad os så komme i gang med at finde medmenneskelige løsninger, der ikke lukker øjnene for virkeligheden.

171 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere