Livets ludo

Hjemløse har mange andre problemer end manglende tag over hovedet. Men det er systemet ikke indrettet efter – tværtimod.
Foto: Jens Dresling
Hjemløse har mange andre problemer end manglende tag over hovedet. Men det er systemet ikke indrettet efter – tværtimod. Foto: Jens Dresling

Der er nok en ting, alle bør forstå ved hjemløse: Problemet er sjældent, at hjemløse mangler et hjem. Det er oftest alt mulig andet. Det er livsudfordringer, som gør, at den hjemløse ikke kan være i et hjem.

Men sådan er systemet ikke indrettet. Systemet er indrettet på bopæl, registrering, kortlægning, udredning, aktivering, resocialisering og meget mere, der snarere end at være samfundets velmente og velkomne hjælp for den hjemløse hurtigt bliver det modsatte.

Det bliver endnu mere, man ikke kan leve op til. Det bliver en uoverkommelig ophobning af krav. Alene digitaliseringen har sendt folk på gaden. Vi taler måske en eBoks, der aldrig blev åbnet, varmeregningen, der derefter hobede sig op, systemets uforståelige henvendelser. Og derpå flugten. Bort fra det uoverskuelige digitale overherredømme.

Og hvor ved vi så det fra på Ekstra Bladet? Det ved vi, fordi nogle af de hjemløse indimellem henvender sig til Ekstra Bladet. I afmagt. Når man i Danmark har fejlet i systemet, synes mange, at der kun er Ekstra Bladet tilbage. Hvorfor vi på Ekstra Bladet får historien om sindet, der ikke kan tåle lyden af centralvarmerørene, misbruget, der drev vedkommende på gaden, eller de ødelagte livsomstændigheder, der slettede evnen til at forstå koderne fra myndigheder og andre og i det hele taget begå sig.

I Ekstra Bladet i dag siger statsminister Mette Frederiksen: – Jeg kan næsten ikke stærkt nok sige, hvor rasende jeg bliver, når jeg hører om hjemløse, der er blevet sparket på eller pisset i hovedet, mens de lå og sov. Det er groft og uacceptabelt, og det bør efter min mening betyde mere overvågning, så potentielle gerningsmænd tænker sig om en ekstra gang.

Vi deler forhåbentlig alle denne fortørnelse. Men løsningen må man ryste på hovedet ad. Den er systemets evige reaktion. Den er systemets tale: Vi skal hjælpe de udsatte, så lad os tilbyde dem at leve i et samfund med endnu mere registrering og kontrol. Lad os opruste overvågningen og øge paranoiaen.

Herfra skal buddet på en løsning være det modsatte. Lad os slække på kontrollen, formaliteterne og kravene. Hvis ikke man magter at indrette sig hjemme som alle os andre, er ude det eneste alternativ.

Vi kan ikke forhindre, at liv går i stykker. Men vi kan blive bedre til at rumme dette. Sige, at vi vil gøre, hvad vi kan, for at det bliver midlertidigt. Anerkende, at det ikke handler om fire vægge og et loft, men om at være slået hjem i livets ludo.