Løgn og bedrag

I Socialdemokratiet har man åbenbart samme forhold til ’uafhængighed’, som man har i Danske Bank.

Tidligere på året skrev socialdemokraten Henrik Sass Larsen i en bog, at medier, der lyver og bedrager, skal straffes med bøde.

Jamen, så lad socialdemokraterne være de første til at betale, kan jeg så nu svare.

Chefredaktøren for netmediet Pio Pio, Jens Jonatan Steen, stiller op for Socialdemokratiet ved det kommende folketingsvalg, meddeles det. Det er bemærkelsesværdigt – idet både Steen og socialdemokrater som Henrik Sass Larsen hidtil hårdnakket har afvist, at Pio Pio er et socialdemokratisk organ.

Pio Pios bestyrelse hævder endda, at chefredaktøren sagtens kan blive siddende frem til valgdagen, uden at det går ud over en sober, uafhængig og tilstræbt objektiv dækning af politik.

Og hvor er det så lige, man kender denne tilgang til et ’uafhængigt’ medievirke fra, vil nogen måske spørge. 

Men lad os ikke fortabe os i socialismens mørke annaler med partiaviser og apparatjiks. Rent pædagogisk er det klogeste nok at spejle socialdemokraterne og ’pionisternes’ vildfarelse ved at holde Danske Bank op foran dem.

Læs her en kort spørgsmål-svar-sekvens mellem Berlingske og Pio Pios ’nyudsprungne’ socialdemokratiske chefredaktør.

– Kan du selv fortsat skrive om Socialdemokratiet?

’Ja, selvfølgelig kan jeg det.’

– Er det så uafhængigt?

’Selvfølgelig er det det,’ svarer chefredaktøren.

Danske Bank mente som bekendt også, at den i forbindelse med hvidvask-skandalen var i stand til at forholde sig kritisk til sig selv. 

Det er naturligvis løgn. Jens Jonatan Steen og Pio Pio er ikke uafhængige. Det er sågar en fornærmelse mod alle, at han på denne vis forsøger at lyve. Pio Pio modtager 355.000 mediestøtte-kroner i en hævd på at være et uafhængigt medie og ikke et propagandaforetagende.

Chefredaktøren vil faktisk øge sin troværdighed ved at sige, at han heller ikke var uafhængig før. For der var han jo også socialdemokrat. Problemet er bare, at det har både han og Sass Larsen som sagt hævdet ikke havde nogen indflydelse på noget. Ligesom vi andre udmærket vidste, at de såmænd også løj dengang.

Så vi kan regne os frem til, at der er tale om to løgne. Eller en gentagelse af den samme løgn, om man vil.

Jens Jonatan Steen kan dermed i Henrik Sass Larsens medievirkelighed passende betale den første mediebøde for bedraget. Eller endnu mere passende: Jens Jonatan Steen kan betale halvdelen, og Sass Larsen kan betale den anden halvdel. Eller de kan betale en fuld bøde hver.

Jeg skal ikke blande mig i fordelingen. Sass Larsens ved det vel bedst– det er hans bødesystem. 

242 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere