LØKKES BENGNAVER-KABALE

Under overfladen: Lars Løkke er åbenbart bange for at blive arbejdsløs.

UNGER ANTHON
UNGER ANTHON

venstreformanden er gået i gang med at skabe sig en retrætestilling efter statsministerposten
– på skatteborgernes regning.

Kernen i dette er generalkonsulposten i Flensborg. På overfladen virker det som en banal historie om en kluntet politisk håndtering fra Lars Løkke Rasmussen, der gerne vil give Bertel Haarder et plaster på såret, nu han blev ofret i en regeringskabale, der skulle holde Løkke ved magten.

Men sagen dækker over en langt større plan.

For selv om Haarder fik kolde fødder efter lokale protester, så får den nuværende konsul ikke sit job tilbage. Løkke vil have en tidligere politiker, fordi det, som han siger, er led i en større ’strategi’, der skal indrullere flere tidligere toppolitikere i det diplomatiske korps, når disse politikere har udtjent deres værnepligt i dansk politik. Eller skulle vi sige, når disse politikere har gnavet færdigt i politik.

Så det her er ikke en banal historie. Det er derimod en meget bevidst strategi fra Lars Løkke Rasmussen, der skal give ham mulighed for at have flere attraktive ’ben’, der kan fordeles til politiske venner. Lige nu er de mest attraktive ’ben’ kommitteret i Hjemmeværnet og statsrevisorposterne. Begge giver godt 300.000 kr om året oven i folketingslønnen på 638.351 kr. Men Løkkes nye portefølje af generalkonsulposter kan hurtigt blive endnu mere attraktive. Konsulen i Flensborg får næsten 600.000 kr. i løn, skattefri omkostningstillæg for 100.000 kr., fri bolig, chauffør og skønne skatteyderbetalte fester.

Men man kunne få den tanke, at der er endnu mere på spil for Løkke end muligheden for vennetjenester. Er han i virkeligheden i gang med at opfinde et godt ben, som han selv kan gnave videre på, når han om godt to år sandsynligvis er færdig i dansk politik?

Det, der taler for, er, at sagen om konsulen i Flensborg reelt er en lille ubetydelig politisk sag. Løkke kunne med lethed have lukket den ved at genindsætte den nuværende generalkonsul, da Haarder trak sig. Men det gjorde Løkke ikke. Dermed fortsætter balladen om en post, som ingen i det offentlig rum eller på Christiansborg har tænkt på før.

Lars Løkkes konsulkaos handler ikke om politik. Det handler som sædvanlig om Løkke selv.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste
Mest læste
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen