Løkkes bluff

NU KAN DET IKKE udskydes meget længere – valget altså.

Formentlig som forsøg på at vende de elendige meningsmålinger gav statsminister Lars Løkke i søndags et kæmpe-interview i Berlingske, hvor han nølende kom ind på, at hans tid som stats-minister for enhver pris nok ikke forlænges.

DERFOR AFFYREDE Løkke, formentlig i panik, sit sidste skud i bøssen: Pensionsalderen skal ikke stige så meget i fremtiden som forudsat i velfærdsforliget i 2006, og der skal sættes konkret ind med hjælp til nedslidte.

HVORDAN DET skal ske, kommer statsministeren ikke nærmere ind på.

Og dermed er han lige så ukonkret, som han har skoset sin rival Mette Frederiksen for at være i sit udspil.

FOR ÅBEN SKÆRM røg Løkke forleden direkte i struben på S-bossen og kaldte hendes forslag for et af de største bluffnumre i flere generationer i dansk politik.

Han kritiserede, at det socialdemokratiske udspil skaber falske forhåbninger, fordi det er alt for ukonkret. Det skal give nedslidte faggrupper mulighed for at trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet, men kommer ikke ind på, hvem der får muligheden.

MEN SAMTIDIG har Lars Løkke erkendt, at pensionsområdet er et af de emner, hvor Venstre står svagest over for S i valgkampen. Derfor har han nu fundet det nødvendigt at komme på banen. 

– Et forsøg på feberredning i 12. time, lyder politisk kommentator Hans Engells vurdering.

MANGE VIL PÅSTÅ, at statsministerens planer er rene luftkasteller, fordi de først skal træde i kraft på den anden side af 2040.

Det er nemt nok at lave politik på den lange bane. Men når den så bliver nutid, ser det helt anderledes ud. Så er det ikke så nemt at holde fast i de planer, man havde.

METTE FREDERIKSEN derimod kræver handling her og nu.

Hun mener, der er behov for at diskutere, hvad der skal ske nu for dem, der er i 50’erne, og som kan se, at efterlønnen er blevet fjernet, og at de ikke har ordentlig mulighed for at trække sig tilbage.

SOCIALDEMOKRATERNE kalder Lars Løkkes udspil i Berlingske panik før lukketid.

Vi håber, at der er lukketid i denne uge, så vælgerne endelig kan komme til. 

214 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere