Løkkes tilbagetog

ALLE skal blive længere på arbejdsmarkedet, hører vi hele tiden ...

MEN efter bare et år i marken røg Løkkes 2025-plan på ekspres-pension i går. Der var end ikke en seniorordning klar til nogle af slagnumrene fra sidste år.

PLANENS afløser, den nye 2025-plan, der kom i går, er i det hele taget en lille pjevs i forhold til statsministerens store armbevægelser sidste år.

DENGANG blev hans 2025 plan sat i søen for fulde sejl. Løkke rejste rundt i landet, han holdt syv pressemøder – seks af dem med topministre – og den fik ikke for lidt. Den politiske mesterhåndværker var propfuld af idéer, men som Hans Engell tørt bemærkede, da nederlagene ramlede ned om ørerne på statsministeren: Da det kom til stykket, kunne håndværkeren ikke slå det sidste søm i.

I ÅR var Løkke taget til Bergen under lanceringen af den nye plan. Han tweetede et par fotos hjem af sig selv, sammen med de andre, nordiske statsministre, hvor de står lidt kluntet og holder hinanden symbolsk i hånden. Forskellen på bulldoggen i sit es sidste år, der ville redde Danmark, som stod ’på en brændende platform’, er slående. Nu står han og griner solbrændt i en regnfuld norsk by med den omfangsrige norske statsminister Erna Solberg i hånden. Og hvad så?

DEN BRÆNDENDE platform er sådan set også forduftet i mellemtiden. I går påstod de økonomiske vismænd i en ny rapport, at det nærmest går ufattelig godt med dansk økonomi.

LØKKES tilbagetog i den nye 2025-plan skyldes først og fremmest, at hans første plan fik så mange tæsk og ydmygelser, at det ville være helt godnat at fremture.

Senest punkterede drømmen om en tvungen forhøjelse på et halvt år af pensionsalderen, fordi S og DF også er enige om den ting. Men det er tydeligt, at han ikke har tænkt sig at fyre de nye, gode tider af på flere offentligt ansatte, ligesom Anders Fogh Rasmussen gjorde det. Det gav Fogh en del genvalg, men til gengæld også et hul i kassen, da krisen ramte i slutningen af 00’erne. Vismændene skønnede i går, at der er 22 mia. at gøre godt med – om det så skal være til kampfly, skattelettelser eller ’velfærd’.

DET STORE spørgsmål er, hvad regeringen og DF kan blive enige om nu – især på skatten. Både DF og Venstre vil gerne have lettelser for de lavest lønnede – Løkke mest fordi det støtter hans mange andre ’incitamenter’ til at få flere i arbejde, som altså nu skal foregå med lokke-ordninger, og ikke tvang. Finder Venstre og DF ikke sammen igen om en større plan, forsvinder den sidste flig af mening i at køre videre med den skamskudte regering.