FØRST skulle Jakob Ellemann-Jensen samle de borgerlige. Så skulle han samle sit parti. Senest er han gået hjem med en melding om, at han nu er overladt til at forsøge at samle sig selv.
Vi konstaterer dette uden nedladenhed. Jakob Ellemann har været et offer for omstændighederne fra begyndelsen. Ikke at han sagesløs. Det er ingen i partiet. Men et tidligere medlem er dog mere skyldig end andre.
VENSTRE ligger nu rekordlavt i opinionsmålinger. Og i troværdighed. Moralen er til gengæld opløftende: Der er grænser for, hvor stort et løftebrud et politisk parti kan slippe afsted med. ’Jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister,’ sagde Ellemann f.eks. i valgkampen.
Eller hvad med Sophie Løhde - den nye indenrigs- og sundhedsministers – ord om hendes nuværende chef, Mette Frederiksen, og minksagen: 'Jeg kan bare sige helt klart, at ingen kan købe Venstre med ministerbiler i et fordækt forsøg på at undslå sig ansvaret for en skandaløs magtudøvelse,' lød det. Pinligheden i udsagnet piber nu fra Venstres vakkelvorne tandhjul i SVM-regeringen.
I DAG bringer vi historien om, at Venstre rasede mod midlertidig børnehjælp, fordi den angiveligt primært ville gå til indvandrerfamlier. Nu er man vendt 180 grader og sidder helt stille i regeringskviksandet. Venstre er endda sunket så lavt, at man løftebryder sig mod partiets tilbagetrådte nestor, Claus Hjort Fredriksen, ved ikke længere at modarbejde landsforrræderi-sagen mod Hjort.
Det var selvsamme Hjort Frederiksen, der i maj 2021 modstræbende nåede frem til, hvem der oprindeligt havde lagt en lort på Venstres hoved:
'DEN situation, vi sidder i nu, mener jeg godt, man kan sætte adresseseddel på: Den er udløst af Lars Løkkes ageren. Det er selvfølgelig særligt bittert, for vi har haft god erfaring i 14 år med borgerligt samarbejde. Men nu er vi inde i en fase, hvor vi skal reparere den skade, som Lars har forvoldt,’ lød det fra Hjort, der ellers til helt frem til bortvisningen af Lars Løkke tjente denne.
Det svarer lidt til, at Napoleons kone et par år efter Slaget ved Waterloo udtaler, at sandt nok bakkede hun entusiastisk sin husbond op, men her bagefter kan hun egentlig godt se, at det hele kørte af sporet.
DER ER en pris for alting i politik. Ikke mindst for gigantiske løftebrud eller en tidligere formand, der ranede sit partis troværdighed ved at gå solo i en valgkamp. Ingen har dog nogensinde set Lars Løkke betale den. Ikke engang da han skulle have nye underbukser. Jakob Ellemanns sygemelding ligner mere end noget andet en sund reaktion på et Venstre i en syg tilstand.
