Luftens IC4-tog

56.400.000.000 KRONER. Dette enorme beløb har et stort flertal i Folketinget besluttet at investere i 27 amerikanske F-35 kampfly til erstatning af Forsvarets gamle F-16. Men, men, men ... På sit foretrukne medie Twitter har Donald Trump sået alvorlig tvivl om det amerikanske kampflys fremtid. Han skrev 12. december: ’F-35 programmet er ude af kontrol. Milliarder af dollars kan og vil blive sparet på militærindkøb efter 20. januar.’

MAN SKULLE TRO, at en sådan udmelding ville give alvorlige dønninger hos partierne bag forsvarsforliget, for prisen er helt afhængig af, at USA overholder sit løfte om at købe 2500 F-35-fly. Men nej – de fleste danske politikere er meget lidt bekymrede. For som Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, udtrykker det: – Der er ingen grund til at tage sorgerne alt for meget på forskud!

NÅR DET GÆLDER offentlige milliardindkøb, er der ellers al mulig grund til at tage sorgerne på forskud, for det plejer at ende galt. Behøver vi at minde om DSB’s skandaleramte IC4-tog? Eller indkøbet af de it-systemer, som er medskyldige i Skats kollaps?

DANMARK HAR endnu ikke indgået en endelig aftale om prisen på de 27 kampfly – men vi har valgt type, selv om det ikke er færdigudviklet, og selv om vi allerede nu er begyndt at købe reservedele, som vil udgå undervejs. En beslutning fra amerikansk side om at opgive eller reducere kraftigt i F-35-programmet vil uundgåeligt påvirke både pris og tidshorisont for andre.

DET ER EN MULIG udvikling, som regeringen bør forholde sig til her og nu for at undgå en ny indkøbsskandale. De radikale fik i sidste øjeblik forhandlet en klausul ind, der giver Danmark mulighed for at annullere de sidste seks kampfly, hvis pris eller tidshorisont ændrer sig. Men det vil kun være et plaster på såret, hvis Trump gør alvor af sine trusler.

MENS Henrik Dam Kristensen ligger underdrejet og afventer et udspil fra Trump, kunne han passende spekulere over, om Socialdemokratiet nu alligevel skal gå med til at investere det meste af forsvarsbudgettet på indkøb af nye kampfly.

RISIKOEN FOR fejlkøb synes mere og mere overhængende. Vi frygter, at de 56,4 milliarder kroner ender med at blive investeret i et projekt, der får os alle til at tale om luftens IC4-tog.

165 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere