ÆLDRE får mindre og mindre hjælp. En ny, diger rapport beskrev i går sort på hvidt, hvordan det er gået tilbage de sidste ti år. 73.000 svagelige ældre får slet ingen hjælp.
TO TING var slående i reaktionerne – og begge drejede sig om forsvindingssnumre:
ÆLDREMINISTEREN var helt væk fra diskussionen i medierne. Jo, Thyra Frank havde havde da sendt et par intetsigende linjer til Politiken, som var de første til at beskrive rapportens choktal. Disse linjer måtte TV2 så ligeledes nøjes med at læse op i dagens løb: ’De ældre skal have hjælp til det, de har brug for, og hvis de ikke får det, er det bekymrende’.
DÉT VAR ORDENE. Hvad bilder hun sig ind? At sidde i spidsen for landets første ældreministerium og så stå med pivtomme hænder, når hun kan se sort på hvidt, at den er rivende gal.
HJEMMEHJÆLPEN til de svageste var hele forudsætningen for, at plejehjemspladser er sparet væk. ’Længst muligt i egen ble’, som en besk omskrivning lyder efterhånden. Men hvis hjemmehjælpen nu smuldrer i stort omfang, er de ældre fortabte.
DET andet forsvindingsnummer var milliarderne, som mange politikere forsvarede sig med.
ÆLDREOMRÅDET fik yderligere 2,7 mia. på finansloven sidste år, forklarede både Venstre og DF. Oven i den allerede ydede velfærds-milliard til ældre. Hvor forsvandt de hen? Pengene skulle bl.a. være landet hos den 89-årige kvinde, der ifølge Politiken får vasket gulv hver femte uge. Hendes køkkengulv klistrer af spildte ting, fordi hun hverken har kræfter eller syn til selv at skrubbe det.
OVERALT hører vi om hændervridende besparelser i kommunerne. Hvorfor? Hvis milliarderne regner ned. Nok kommer der flere og flere ældre, og nok er deres påståede tredje ungdom stærkt overdrevet – men alligevel.
AARHUS-BORGMESTER Jacob Bundsgaard (S) bekræftede, at der bliver brugt mange flere penge på ældreområdet end for ti år siden. Men i stedet for at prioritere de lavpraktiske opgaver for de varme hænder går pengene til så meget andet.
FORMENTLIG til det ofte udskældte, højtlønnede akademikervælde. I stedet for at give hjemmehjælperne tid og ansvar for selv at dække dagens behov hos den ældre er alt på forhånd lagt i system på decimaler og minutter af et lag af teknokrater. Bagefter bener hjemmehjælperen videre for at spilde tid på at dokumentere den mangelfulde indsats, så djøf’erne har nye tal at pusle med. Helt hul i hovedet og noget, som moderniseringsminister Sophie Løhde (V) egentlig havde lovet at få ryddet op i.
Dét løfte er vist også forsvundet.