Lugten af Bramsen

 

Forsvarsministeren bryder sig tydeligvis ikke om at blive modsagt: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Forsvarsministeren bryder sig tydeligvis ikke om at blive modsagt: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En urovækkende lugt breder sig fra regeringskontorerne: Lugten af angst for kritik og det frie ord.

I spidsen står statsminister Mette Frederiksen (S), der aldrig går af vejen for at portrættere pressen som folkets sande fjende. Men senest er også forsvars- og Ærøminister Trine Bramsen kommet i fokus i sagen om en af landets førende eksperter i sikkerhedspolitik, lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

Den ellers medievante ekspert er pludselig blevet tavs efter en ellers spagfærdig kritik af regeringen i forbindelse med den kaotiske evakuering af danskere fra Afghanistan. Peter Viggo Jakobsen formastede sig til at have indvendinger imod regeringens offentlige bukken og skraben for Pakistan.

Siden da har man ikke hørt meget til ham, og fredag kunne Weekendavisen så berette, at ekspertens kritik så langt fra gik Bramsens næse forbi.

Anonyme kilder fortæller avisen, at Bramsen ’udtalte sig så højlydt om Peter Viggo Jakobsen, at adskillige medarbejdere i ministeriet kunne høre det’. Andre kilder fortæller avisen, at han efterfølgende har fået besked på at skrue ned for sig selv – ellers risikerer akademiet ultimativt at blive udflyttet fra København.

Trine Bramsen har tidligere formået at blive stiktosset på en journalist fra et af landets mest nøgterne og spagfærdige medier, Ritzaus Bureau. Journalistens brøde var angiveligt, at han ikke ofrede ministeren nok opmærksomhed i et interview. Det skete, da Bramsen maste sig med ind i et interview med den dengang nye forsvarschef.

Det er en fuldstændig umoden opførsel. Trine Bramsen ligner et barn, der forurettet og uden blik for større sammenhænge skrigende forsøger at koste rundt med de voksne i rummet.

Der er som sædvanlig ingen, der udtaler sig til Weekendavisen om de nærmere detaljer i sagen om Peter Viggo Jakobsen – bortset fra at alle naturligvis benægter alt. Men denne sag stinker langt væk. Og den bør undersøges til bunds.

Socialdemokraterne har allerede givet prøver på, at selvom magtens tinder er nået, er overbærenhedens nådegave i forhold til kritik ikke flyttet med ind i ministerierne. Regeringens håndtering af sin nyvundne magt minder på mange måder om Joakim von Ands håndtering af sin uendelige rigdom:

I stedet for at blive ramt af gavmildhed og overskud, sidder de med en muskedonner på deres bjerg af privilegier, da enhver forbipasserende
antages at ville tage en flig af formuen.