Luk Christiansborg og kom ud i landet

Tag dog ud i virkeligheden. FOTO: JENS DRESLING
Tag dog ud i virkeligheden. FOTO: JENS DRESLING

Udflytning: Tirsdag åbner Folketinget igen. Det er den sidste sæson, inden vi skal have valg. Og reelt er valgkampen allerede i gang. Så hvis politikerne skulle gøre noget for os vælgere, så sagde de hurtigt goddag og farvel igen til hinanden og tog ud i landet.

For aldrig har afstanden mellem det, politikerne tror, vi gerne vil have og det, vi rent faktisk ønsker os, været større.

Christiansborg går tiden med bogstavleg. Hvem vil Tulle vælge? Mette eller Lars? Og hvad med ham der den radikale Morten Østergaard? Vil han virkelig svigte Mette? Og så er der Uffe Elbæk. Pernille Vermund. De er helt uforudsigelige.

Men i praksis har det ingen betydning for os, om Lars Løkke eller Mette Frederiksen får regeringsansvaret. Min påstand er, at de er enige om 95 %. Og mon ikke de har det på samme måde? De vil begge være statsminister for næsten enhver pris, og derfor lefler de begge i den grad for at opnå Tulles gunst.

For os udenfor Christiansborg handler et valg ikke om bogstaver. Det handler om, hvem der forstår virkeligheden bedst. Derfor: Lad os få tre måneders valgkamp, så vi igen kan mærke og føle vore politikere. Og lad os få nogle klare meldinger og løfter. Og vi gider ikke høre dumsmarte og populistiske meldinger om indvandrere og flygtninge.

Vi har styr på indvandringen, som er den laveste i årevis. Samtidig er der allerede fuldt fokus på at få integrationen til at fungere. Kravene er blevet skærpet til at lære dansk og tage et job. Alle de populistiske tiltag om håndtryk og burkaer er ligegyldige.

Lad os fokusere på det, der virkelig betyder noget for de fleste af os. Hvordan får vi forbedret vore børns undervisning, og sikret alle den nødvendige efteruddannelse så vi kan blive ved med at følge med? Og hvad med sundhedssystemet? Hvordan bliver det endnu mere effektivt, uden at sygeplejersker og læger slides ned til under træskoene? Og nu da beskæftigelsen er i top, hvordan sikrer vi så, at arbejdsmarkedet er rummeligt nok til nedslidte, svagelige og folk med ondt i psyken, så de også kan opleve glæden ved at arbejde.

Ekstra Bladet har vi taget konsekvensen. Vi har nedlagt vores politiske redaktion i traditionel forstand og vendt blikket ud i landet. De fire journalister, ud af syv, der er tilbage på Christiansborg skal ikke følge politikernes dagsorden, men sætte deres egen. De skal grave i frås, inkompetence og manglende visioner for fremtiden.

Hvad med at politikerne fulgte vores eksempel og tog ud i virkeligheden?

For os udenfor Christiansborg handler et valg ikke om bogstaver. Det handler om, hvem der forstår virkeligheden bedst

237 kommentarer
Vis kommentarer