INGEN DANSKERE orker det ret meget længere. Og vi gider ikke leve formummede i mundbind samt i delvis nedlukning og afsondret fra hinanden, hvis ikke det er nødvendigt. Ifølge Statens Serum Institut er hele 90 procent af alle smittede danskere ramt af omikron. Til gengæld er den ikke særlig farlig.
709 CORONA-PATIENTER er senest meldt indlagt. Heraf blot 93 med omikron pr. 30 december. Og af disse lå kun fem omikronpatienter på intensiv. Vi siger og skriver FEM! På trods af, at 90 procent af alle smittede i landet er smittet med omikron.
SKAL KULTURLIVET stadig være nedlukket? Må man fortsat ikke gå i zoologisk have? Og hvor farligt er det egentlig at slippe børnene fri? Målet har hele tiden været at undgå en overbelastning af hospitalerne. De er tydeligvis ikke overbelastede – i hvert fald ikke på grund af corona.
SOM VI skrev her på lederplads nytårsdag: ’Giver det nye sygdomsbillede ikke anledning til at indføre en ny strategi?’ Muligheden synes vidt åben for som regering at stille sig op og sige, at tilgangen har været den rette. Vaccinerne har virket. Den store tilslutning har sikret, at sundhedsvæsnet aldrig bukkede under. Derfor ligger friheden foran os.
MENS DETTE skrives mandag eftermiddag, har danskerne imidlertid endnu ikke hørt fra regeringen. En regering, der med statsministeren og sundhedsministeren i spidsen ellers ikke har forsømt at afholde pressemøder på stats-tv, når der skulle belæres, formanes og læses og påskrives.
Regeringen har altid forekommet træg ved havelågen, når det gjaldt godt nyt om corona. Mette Frederiksen og kompagni er bedre til kontrol end tillid.
MEN SLIP OS NU FRI. Vi har vist, at vi har styr på det. Selv det påholdende og igennem to år restriktive Statens Serum Institut meldte i går ud ved faglig direktør Tyra Grove Krause i et interview i ’Go’ morgen Danmark’ på TV 2, at vi i løbet af et par måneder vil se smitten ’klinge af’. ’Vi får vores normale liv tilbage,’ lød det.
MÅ VI foreslå et nyt pressemøde snarest, hvor Danmarks statsminister nu taler om at lukke livet og landet op?