Madfusk

Ekstra Bladets maddetektiv, Christian Kloster, har afsløret hundredvis af gamle varer i supermarkederne. Foto. Henning Hjorth
Ekstra Bladets maddetektiv, Christian Kloster, har afsløret hundredvis af gamle varer i supermarkederne. Foto. Henning Hjorth

DER ER noget, der er råddent i de danske supermarkeder.

TONSVIS AF gamle varer, der i værste fald kan være direkte livsfarlige at spise, ligger frit fremme på hylderne og ryger i kundernes indkøbsvogn.

EKSTRA BLADETS maddetektiv, Christian Kloster, har de seneste uger efterforsket supermarkeds-hylder over hele landet. Resultatet kan kun beskrives som chokerende.

MADDETEKTIVEN har fundet i hundredvis af varer, hvor datoen for sidste salgsdag er groft overskredet. Vi taler om alle slags fødevarer: Kaffe, mel, medisterpølse, oksekød, tyggegummi, fisk, spegepølse og så videre og så videre.

LISTEN OVER gamle varer er deprimerende lang.

F.eks. solgte en Netto-butik i Jylland babymos, hvis holdbarhedsdato var 31. august – sidste år!

Og en Bilka-butik solgte økologisk modermælks-erstatning, der var så gærdet, at beholderen eksploderede på kassebåndet! Stanken og griseriet var forfærdelig.

MAN KAN indvende, at vi som kunder selv har et ansvar for at tjekke de varer, vi køber. Jo-jo.

Men i en hektisk stressende hverdag med sultne og skrigende unger er der oftest ikke tid til at nærstudere datomærkningen. Hvis den overhovedet kan tydes. Det er mere reglen end undtagelsen, at mærkningen kun kan læses med en stor lup.

LOVGIVNINGEN er da også indrettet sådan, at butikkerne er forpligtede til at fjerne varer, der har overskredet sidste salgsdato. Det er direkte ulovligt at sælge gamle varer.

DE ANSVARLIGE har stort set lagt sig fladt ned og lovet bod og bedring, når deres madfusk er blevet opdaget.

Men i adskillige tilfælde har den været gal igen, når Ekstra Bladet har lavet en ny kontrol.

LIGEGYLDIGHEDEN over for gamle varer er nærmest risikofri. For Fødevarestyrelsens kontrollanter gør ikke stort andet end at løfte fingeren, sige fy-fy skamme og uddele sure smileyer –som de færreste kunder i øvrigt bemærker.

DET ENESTE effektive er at ramme supermarkederne på pengepungen og konsekvent uddele bøder for madfusk.

For supermarkederne er åbenlyst ret ligeglade med kundernes helbred, men ikke med bundlinjen i årets regnskab.

101 kommentarer
Vis kommentarer