MAGTENS ARROGANCE

 Muligvis er jeg naiv. Men jeg bliver stadig forundret over politikernes komplette mangel på forståelse for, hvordan de forvalter deres omfattende magt.

Igen i denne uge gav politikerne et ordentligt skud vitaminer til politikerleden, ikke bare én gang, men to gange. Det handler om undersøgelsen af Skat og om politikernes nye pensionsordning til sig selv. Umiddelbart to meget forskellige begivenheder, men de repræsenterer det samme: 

Magtens arrogance.

Lad os tage pensionen først. Politikerne har igen-igen-igen givet sig selv en pensionsordning, der er langt bedre end den, almindelige lønmodtagere kan få. Politikernes pensionsalder er ganske vist blevet hævet til normal folkepensionsalder, men samtidig har de givet sig selv en snedig bagdør. Hvis de alligevel vil stoppe før tid, mister de langt mindre end alle andre, der gør det samme. 

Så er der skat. Det har været en årelang march væk fra ansvaret. Aben er blevet sendt rundt i manegen, alt imens milliarderne er fosset ud af Skat, og it-systemer er indført og skrottet, uden at nogen har villet tage ansvar for fejltagelserne. Og sådan fortsætter det. 

Vi har i denne uge ikke hørt en eneste politiker for alvor påtage sig et ansvar. Det er hele tiden noget med, at de andre har været værre. 

Det er både patetisk og ynkeligt at høre på. Findes der ikke mandfolk i det der folketing, der siger: Jeg begik en kæmpe fejl. Det er jeg ked af, og jeg vil gerne lære af det.

Nu skal sagen så undersøges, og tak for det, men den eneste grund til, at det sker, er politisk og taktisk. 

Så sent som for 14 dage siden så Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Pedersen, ingen grund til, at Skats forventede tab på 80 milliarder kr. blev undersøgt. Men da aben, i form af en undersøgelse, formentlig vil efterlade den største lort hos Venstres kronprins, Kristian Jensen, har Socialdemokratiet skiftet holdning.

Mens lorten kastes rundt, stiger stanken overalt.

133 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere