Manden uden arme

Kristian Thulesen Dahl – manden uden arme. Foto: René Schütze
Kristian Thulesen Dahl – manden uden arme. Foto: René Schütze

Snærende lænker: Normalt er jeg ikke den bekymrede type. Men denne uge har afsløret, at Kristian Thulesen Dahl ingen arme har. Han og DF er parate til at gå ind og detailstyre medierne helt ned til mindste detalje. Væk er årtiers armslængde, hvor politikerne udstak en ramme, som de statsbetalte medier så kunne udfylde.

Allermest bekymrende er måske, at Thulesen Dahl får lov til det. Han opfører sig, som om han har flertal i Folketinget. Men rent faktisk fik Dansk Folkeparti kun 21,1 procent af stemmerne ved sidste Folketingsvalg. Et historisk flot resultat – men langtfra et flertal.

Alligevel bliver mediepolitikken dikteret af Dansk Folkeparti, fordi Lars Løkke Rasmussen er som gårdvagten, der altid står med ryggen til. Det er manden uden arme – Thulesen Dahl – der fører an i gården, og det kan man sådan set ikke bebrejde ham, nu hvor han får lov. Kulturminister Mette Bock er åbenlyst uenig i flere af de ting, DF har dikteret. Men hun er bastet og bundet. Og de konservative er tyste som et plejehjem, hvor der soves til middag.

Samlet udgør VLAK-regeringen lemmingerne, der lægger stemmer til Dansk Folkepartis opgør med eliten. For det er sådan, DF ser medierne. Vi er eliten. De kan ikke li’ os. Vi er modstanderen, der skal stoppes for enhver pris. Vi afslører nemlig, hvordan partimedlem Morten Messerschmidt dræner EU-kassen, så DF selv slipper for at betale for deres møder. Og derfor fik Ekstra Bladet sin egen paragraf i medieudspillet, hvor man forsøger at ramme os på vores indtjening. Men vi kan undvære DF’s almisser i form af mediestøtten på 17 mio. kr. om året – det kan Danmarks Radio ikke.

Derfor har DF sat endnu hårdere ind over for DR. De ser Danmarks Radio som deres eget instrument. Det skal spille efter Thulesen Dahls noder. Men selvom DR nu skal af med 400 ansatte, vil der stadig være alt for mange dygtige medarbejdere tilbage til, at DF fuldt og helt kan trumfe nationalkonservative værdier, kristendom, dansk musik og alle deres andre påfund igennem.

Vi har imidlertid med ugens public servic-aftale bevæget os væk fra en klassisk dansk værdi om, at vore statsmedier var bakket op af et bredt politisk flertal. Nu er det styret af det snævrest mulige flertal – 90 mandater mod 89 og reelt af DF’s 37 mandater.

Samtidig har vi bevæget os ind på den polsk/ungarske glidebane, hvor de populistiske regeringer langsomt har strammet grebet om statsmedierne – for at sætte sig tungt på dem. Det er ikke til gavn for andre end DF’s politikere. Ikke engang DF’s vælgere vil have gavn af lammedikkende danske medier, der taler magten efter munden.

I den højtbesungne danske model er demokratiet baseret på stærke, uafhængige medier, der kontrollerer, hvordan magthaverne udøver deres magt. Nu har magthaverne sat sig tungt på Danmarks største medie.

493 kommentarer
Vis kommentarer