Når ens partner skrider til fordel for en anden, er det rart at betro sig til venner. Så kan man påstå, at man ’er lettet’ og blive taget alvorligt. Den radikale leder Morten Østergaard har således givet et større interview til Politiken.
At Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har slået hånden af Østergaard og de radikale, skal man have en selvforståelse som Østergaard, de radikale eller Politiken for at være himmelfalden over.
Man skal leve i en indbildning. Man skal tro, man er et centrum i samfundet og i dansk politik.
Vi andre ser det indlysende: At de radikale i dag er blevet det modsatte. De radikale er blevet et udkantsområde i dansk politik.
Konfrontationslinjen på Christiansborg har i årevis gået mellem Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Thulesen Dahl og kompagni har i snart to årtier vundet næsten alle slag.
Dansk Folkeparti er ikke bare blevet ’stuerene’. I dag sidder partiet i midten af dansk politiks stadsestue. Alle valg handler om udlændingepolitik. Al udlændingepolitik handler om Dansk Folkeparti. Enhver kan efter Mette Frederiksens dumpning af de radikale se, at R har tabt pladsen og til hvem.
Det må snart begynde at rumle i de radikales rækker. Det trækker, når man står i dansk politiks vindfang. Og en partileder står sig aldrig godt ved at foregive, at det er godt at stå derude og banke på.
Men Østergaard har ikke forstået det. ’I en situation, hvor man siger, man gerne vil samle og ikke splitte, hvorfor vælger man så samarbejdspartnere fra,’ spørger den radikale leder i Politiken.
Morten Østergaard ser ikke, at afsværgelsen af hans parti og dets udlændingepolitik i dag er den mest samlende faktor i dansk politik. Han begriber dermed ikke, at han selv er prisgivet denne politiske vold.
Dette understreger han ved at udtale: ’Det, vi har at true med, det er vores opbakning.’
Det svarer til at sige til partneren, man netop er blevet forladt af, at så forlader man muligvis også hende.
