Mandsopdækning

 I FREDAGS BLEV Shuaib ’Shebbi’ Khan, frontfigur i banden Loyal To Familia (LTF), varetægtsfængslet i 17 dage, sigtet for trusler mod politibetjente.

Dømmes han, vil der forhåbentligt gå lang tid, inden han er på fri fod igen.

Khan, der har siddet bag tremmer i årevis bl.a. for dødsvold, er i følge politiet manden, der for alvor har fået bandekrigene til at blusse op.

MENS KHAN VAR buret inde i Nyborg Statsfængsel, lykkedes det ham at etablere LTF, dannet af bander fra Blågårds Plads, Tingbjerg, Skovlunde og Kokkedal.

Og efter han blev løsladt i marts, er banden vokset ud af Nørrebro med afdelinger i Nordsjælland og Køge og med ambitioner om at etablere sig i Aarhus, Malmø og Helsingborg.

POLITIET HAR i flere omgange krævet den 30-årige voldsparate bandeboss udvist, men retten siger nej. 

Med den begrundelse, at han er født og opvokset i Danmark og ikke har nogen særlig tilknytning til Pakistan, hvor hans familie stammer fra.

REGERINGEN har med nu fire pakker forsøgt at få styr på bandekriminaliteten. Men forgæves. 25 banderelaterede skyderier hen over sommeren taler deres eget tydelige sprog.

Alle er enige om, at et vigtigt middel i bekæmpelsen af banderne er at stresse medlemmerne.

DERFOR ER DET uforståeligt, at et lovforslag fra regeringen om at gøre det muligt at forbyde dømte bandemedlemmer adgang i op til 10 år til de kommuner, hvor de har begået kriminalitet, eller hvor deres kriminelle netværk holder til, først kan træde i kraft fra 1. januar 2018.

Lovforslaget fik ellers fuld tilslutning fra hovedparten af partierne, da det blev fremsat i starten af året. De har heldigvis mistet tålmodigheden med den langsommelige behandling af høringssvar og presser nu regeringen for at få fremskyndet processen.

AFSTUMPEDE TYPER som Shuaib Khan skal stresses i hoved og røv fra morgen til aften. Det betyder total mandsopdækning. Han skal ikke kunne tage et skridt – eller foretage sig noget digitalt – uden overvågning, så langt loven nu tillader det.

Det bedste ville afgjort være mulighed for udvisning. Men kan det ikke lade sig gøre, må alle midler tages i brug for at stoppe bandekrigene, inden det bliver nødvendigt at erklære visse områder i hovedstaden i undtagelsestilstand.