Martyrrollen

NYHEDEN OM, at provokatøren Rasmus Paludan har samlet vælgererklæringer nok til at blive opstillet til Folketinget med sit parti, Stram Kurs, har fået mange etablerede politikere til at hæve paraderne.

HVORDAN SKAL de behandle den ekstreme koran-afbrænder under valgkampen?

Hvad med debatmøderne rundt om i landet eller partilederrunderne i tv?

Skal de inddrage ham i debatten på normal vis eller tie ham ihjel?

ALTERNATIVETS politiske leder, Uffe Elbæk, er så bekymret, at han lørdag under sit partis landsmøde i Odense sendte en mail til statsministeren og de øvrige partiledere.

HERI OPFORDRER han Lars Løkke til at indkalde partilederne til et møde for at drøfte, hvordan de håndterer ’de demokratiske paradokser og etiske dilemmaer’, der er opstået med Paludans indtræden i valgkampen.

– Måske kan vi finde fælles fodslag. Måske ikke, skriver Elbæk, der ikke selv vil gå i dialog med Stram Kurs, fordi han ikke har lyst til at give Paludan ’energi og opmærksomhed’.

VI SYNES, at Uffe Elbæk og andre skal tænke sig grundigt om, inden de boykotter Paludan, uanset hvor modbydelige hans budskaber end er.

De risikerer at skænke ham det martyrium, han hele tiden arbejder på at få.

LAD OS LIGE minde om Sverige, hvor både politikere og medier i årevis ignorerede det stærkt indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna. Vælgerne kvitterede ved at give det over 20 procent af stemmerne ved det seneste valg.

I valgkampen skal Paludan mærke modstand, og hans ’politik’ udstilles som det, den er: Hadefulde provokationer.

GÅ I CLINCH med ham. Afslør ham. Latterliggør ham.

Svaret er ikke boykot, men modargumenter. Når mere end 20.000 danskere har hjulpet ham med vælgererklæringer, tyder noget på, at han ikke står alene med sine hadefulde holdninger.

UFFE ELBÆK mener også, at medierne bør tale sammen og lægge en fælles strategi.

Vi takker for interessen, men Ekstra Bladet har ikke behov for en ny strategi.

VI VIL SOM hidtil omtale Paludan, når det er journalistisk relevant. Ligesom vi vil holde kritisk øje med alle de andre aktører i valgkampen.

710 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere