Mette er ren

 

Danskerne bryder sig ikke om magthavere, der snyder på vægten og ikke vil vedstå sig ansvaret, konstaterer Ekstra Bladets chefredaktør. Foto: Tariq Mikkel Khan
Danskerne bryder sig ikke om magthavere, der snyder på vægten og ikke vil vedstå sig ansvaret, konstaterer Ekstra Bladets chefredaktør. Foto: Tariq Mikkel Khan
Følg Leder

Det stinker langt, langt væk, at fire nøglepersoner i Statsministeriet med Mette Frederiksen i spidsen har fået slettet muligvis afgørende sms’er i en sag, der emmer langt væk af magtmisbrug.

Et helt minkerhverv blev elimineret. På brutal vis. Uden sundhedsfagligt belæg. Og værst af alt: Uden lovgrundlag. Og nu kan nationen til overflod bevidne det ene ynkelige krumspring efter det andet for at holde forløbet skjult. Det ser grimt ud.

På den anden side forekommer forløbet med de så belejligt forsvundne sms’er kun alt for karakteristisk for en statsminister, hvis inderste ønske synes at være brutal magtudøvelse uden irriterende indblanding fra en offentlighed med et helt naturligt ønske om indseende i, hvad der foregår på højeste plan.

Godt nok bedyrede Mette Frederiksen ved minkkommissionens nedsættelse fromt, at hun skam var interesseret i at få vendt hver en sten. Men hvorfor så slette sms’er, der kunne kaste lys over forløbet – endog EFTER, at medier havde søgt om aktindsigt i de selvsamme sms’er?

Minkskandalen – og nu kan man jo med rette tilføje: sms-skandalen – er derfor fortællingen om magtbrynde på højeste plan.

Danmark er ikke USA. Slotsholmen ikke Watergate. Men det er måske alligevel værd at minde om, at Nixon ikke kun faldt på indbruddet i Demokraternes partihovedkvarter, men i høj grad på det forsvundne bevismateriale, altså de slettede båndoptagelser.

Problemet for statsminister Mette Frederiksen i den aktuelle sag er, at magtarrogancen er afsløret. Omsider er der nu ved at komme fokus på den tvetungethed, der præger regeringens øverste cirkler:

På den ene side har vi alle de rituelle, fromme besværgelser om vigtigheden af folkeligt demokrati og inddragelse af brede politiske flertal – og så på den anden side den stadig mere grimme virkelighed: En lukket, politisk magtelite, som diktatorisk, ikke mindst i coronaforløbet, pressede forhastede beslutninger igennem.

Det var selvfølgelig ikke lige meningen, at disse grimme tendenser skulle komme for en dag.

Man kan ligefrem – med et hurtigt lille lån fra Socialdemokratiets foretrukne angrebslinje fra Løkkes statsministertid – formode, at princippet var: Går den, så går den.

Den gik så heldigvis ikke. Hvorefter Mette Frederiksen nu giver den som forfulgt uskyldighed. Efter et mønster, der efterhånden forekommer helt klassisk, er det pludselig alle andres skyld. For når statsministeren kommer i problemer, skyder hun konsekvent nedad.

Minkfadæsen var således Mogens Jensens fejl. Vi ved nu, at han blev pålagt at tage én for holdet. Og nu da fokus er på de slettede sms’er, er det ministeriets skyld – altså embedsmændenes.

På det bizarre papegøje-interview, statsministeren gav forleden, må man forstå, at problemet højst kan være den rådgivning, hun har fået. Og i øvrigt har hun ’ikke mulighed for at gå ind i tekniske spørgsmål’.

Mette er ren. Det er sjovt nok aldrig hendes ansvar, at noget er gået galt. Karakteristisk nok er logikken helt anderledes, når noget lykkes. Så soler statsministeren sig gerne i sejrene – her henvises der kun i beskedent omfang til ’ministeriets rådgivning’, og så giver hun den hjertens gerne i rollen som frelsende landsmoder, der uegennyttigt passer på os alle.

De seneste meningsmålinger tyder på, at bluffet er ved blive kaldt. Socialdemokratiet ligger nu ti procentpoint lavere end under den første coronakrise. Danskerne bryder sig ikke om magthavere, der snyder på vægten og ikke vil vedstå sig ansvaret.

Samtidig er maskerne ved at falde af Mette Frederiksen. Hun er god, når det går godt. Men i modvind står hun noget mindre smukt.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se Ekstra Bladets interview med Mette Frederiksen om de slettede sms'er herunder:

Journalist Brian Weichardt gjorde et ihærdigt forsøg på at få konkrete svar ud af statsministeren i sidste uge

Du kan også lytte til den seneste udgave af Ekstra Bladets podcast 'Ingen Kommentarer' herunder eller i din podcastapp. Det handler selvfølgelig om Minkkommissionen og de slettede sms'er.

Seneste nyt

Hun mobber. Hun intimiderer. Hun håner.

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.