DANMARK STÅR igen-igen i en ’ekstraordinær situation’, lader statsministeren os forstå. I anledning af inflationen har Mette Frederiksen iført sig en krukke med guld, som hun nu vil drysse ud over særligt udvalgte danskere.

Knap 300.000 pensionister får 5000 kroner, og befordringsfradraget skal sættes op, lyder udspillet. Statsministeren siger til Avisen Danmark, at regeringen vil hjælpe dem, ’der har størst behov’.

DET ER SVÆRT at være sur over, at regeringen giver en håndsrækning til landets fattige. Men det er bemærkelsesværdigt, at vinderne i Mette Frederiksens almisselotteri netop er en af Socialdemokratiets store vælgergrupper – pensionisterne.

Mor Mette beslutter, hvem der fortjener at få, og hvilke lige så udsatte grupper i samfundet der må klare sig selv. En målrettet eller midlertidig hjælp er det økonomisk ansvarlige, siger statsministeren selv. Frem for at sætte ind ’generelt’.

Det er også smart, hvis vi står over for en valgkamp. Er Mette Frederiksen i virkeligheden i gang med skamløst at købe vælgere?

VI VED DET IKKE. Men tanken ligger nær.

I så fald bejler hun til en forudsigelig vælgergruppe. Vores kære ældre – mødre, fædre og bedsteforældre – får en kærkommen varmedunk. Og forhåbentlig er Mette Frederiksen så genvalgt, inden dunken bliver kold. Allerede næste år skal de gamle igen stå med hatten i hånden.

FLERE AF Folketingets øvrige partier har med det samme kastet sig ind i kampen for at hjælpe vælgerne. Venstre vil se på, om lavtlønnede skal have en ekstra check. Radikale vil hjælpe børnefamilier. SU-modtagerne har SF i deres ringhjørne.

Det hele skal finansieres af et større underskud i statskassen. Hvilket kan lade sig gøre på grund af krigen i Ukraine. I anledning af den er det besluttet at fravige budgetloven, der skal begrænse det offentlige underskud.

ENDNU EN ekstraordinær situation. Som i øvrigt også har finansieret den varmecheck, som på et tidspunkt rammer udvalgte familier.

Vi venter spændt på Mettes næste ekstraordinære situation. Måske hvor statsministeren kan finde lejlighed til at indfange partiets tabte unge storbyvælgere.

Indtil videre ser vi kun, at de ældre har retten, mens de unge har pligten. At statsministeren er mere end villig til at uddele gaver på kassekreditten, og tilsyneladende ikke har noget problem med at sende regningen videre til de næste generationer.