Mettes hemmelige kammer

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Knap var Mette Frederiksen blevet lukket ind i Statsministeriet, før hun gik i gang med at befæste magten. Jeg tror simpelthen, det ligger dybt i de socialdemokratiske gener, at når de har tilbageerobret magten, så er første ledestjerne ikke, hvor Danmark skal flyttes hen.

Det er at flytte ind i magten. Og at bevare magten på socialdemokratiske hænder længst muligt.

Mette Frederiksen har sprængt alle rammer og taget tre loyale partisoldater med ind i Statsministeriet som særlige rådgivere. Lars Løkke havde blot én.

Som altid finansieres festen af skatteyderne. Dobbeltmoralen driver ned ad væggene, når man tænker på, at socialdemokraterne gik til valg på, at skære milliarder på konsulentvældet i stat og kommuner.

Men sådan kan man naturligvis ikke stille tingene op, som politisk ordfører Jesper Petersen blev sendt i byen for at mene. Ifølge ordføreren svarer det til at påstå, at Roskilde Festival og Det Kongelige Teater er det samme.

det, vi må forstå, er, at skatteyderbetalte konsulenter i Statsministeriet overhovedet ikke er det samme som skatteyderbetalte konsulenter i andre ministerier, styrelser og kommuner.

Det er nærmest imponerende, hvis socialdemokraterne kan finde rundt i deres egen logik.

Et andet argument lyder, at Mette Frederiksen under valgkampen proklamerede, at hun ville have sit eget politiske sekretariat, hvis hun blev statsminister. Det forsvar blev fremført af partibladet Pio Pios chefredaktør, Jens Jonathan Steen, i ’Deadline’. Så alle, der stemte på socialdemokraterne, stemte altså for, at Mette udnævnte sin egen vicestatsminister og yderligere to private embedsmænd? Det tror jeg er nyt for de fleste.

Tankevækkende er det også, at de eneste, der har stillet sig op og forsvaret, at Mette Frederiksen skulle have tre rådgivere med ind i Statsministeriet, er selvsamme redaktør og så den politiske ordfører. Det er vist det, man kalder den lette garde.

Hvis det her er så vigtigt for Danmark, hvorfor hører vi så ikke statsministeren selv med flammetale forsvare sit forbrug af skattekroner på konsulenter? Vicestatsminister Martin Rossen har vi heller ikke hørt noget fra. Han blev ellers tilbudt en plads i ’Go’ morgen Danmark’s sofa fredag morgen. Normalt et blødt og trygt sted at forklare tingene. Men Rossen er på ferie, hedder det. Så vi kan ikke få at vide, præcist hvad han skal lave og under hvilke betingelser.

Det eneste, vi ved, er, at Mette Frederiksen nu har tre private embedsmænd i et hemmelighedskammer, som Mads Kastrup så rammende har kaldt det.

601 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere