Mettes luftkasteller

STØTTEPARTIERNE til en kommende socialdemokratisk regering er i åbent oprør. Det skal de have tak for. Vi trænger til noget klarhed.

METTE FREDERIKSEN siger alle de rigtige ord og har alle de rigtige overskrifter, opsummerer Pernille Skipper (EL) i Berlingske. Men der er intet konkret. Mette stikker folk blår i øjnene, lyder analysen. Skipper tror, kort sagt, ikke S-bossen over en dørtærskel.

TIDLIGERE FOLKEPENSION til nedslidte er et godt eksempel på et forslag uden substans, mener radikale og Enhedslisten. ’De får det til at fremstå, som om man kan trække sig lidt efter, at man har været 40 år på arbejdsmarkedet, hvilket har fået mange til at ånde lettet op. Det er bare ikke, hvad der reelt er tilfældet’, siger Skipper.

UFFE ELBÆK, der nærmest er ekspert i luftkasteller, er også vred: ’S slår store projekter op uden overhovedet at kunne sige, hvordan det hænger sammen’ fastslår han.

SELV Dansk Folkepartis René Christensen gennemhullede S-løftet forleden i DR2’s Debatten: ’Man skal ikke bilde folk ind, at alle nedslidte kan gå på tidlig pension for tre milliarder.’

OGSÅ inden for sundhed er Socialdemokratiets forslag om 1000 flere sygeplejersker et fantasifoster. De er der simpelthen ikke. Læger, sygeplejersker, og patientforeninger bakker til gengæld regeringens forslag til en sundhedsreform op. Mens Mette Frederiksens eneste reaktion er at lire den samme plade af om, at det bare er centraliseringsøvelse. Det ironiske er, at hun formentlig ikke ruller reformen tilbage, hvis hun selv bliver statsminister.

SÅDAN går det nok også med alle hendes andre løfter, som hun lige skal have forbi diverse kommissioner som kontanthjælp og hjemsendelsesydelse.

TAVSHED om det konkrete har før været en sikker metode for politikere. Jo mere de holdt kæft, jo mere steg de i meningsmålingerne. Mette Frederiksen kører med succes videre med den tradition.

MAN FORSTÅR godt, at støttepartierne allerede nu kræver garantier. Især Enhedslisten følte sig røvrendt, da de bragte Thorning-regeringen til magten. ’De pisser på os’, som en arrig Johanne Schmidt-Nielsen råbte efter endnu en tur i kummefryseren hos Bjarne Corydon.

STØTTERNE BLIVER formentlig koldt og kynisk hældt ned ad brættet endnu en gang, hvis Mette Frederiksen vinder. Det bliver med den klassiske replik: ’Desværre, Løkke afleverer et endnu større fallitbo, end vi frygtede. Vi kan ikke levere varen. Han har soldet det hele op’.

201 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere