Mettes ret

Mette Frederiksen har været på vej mod en kollision med systemet i mange år. Foto: Anthon Unger
Mette Frederiksen har været på vej mod en kollision med systemet i mange år. Foto: Anthon Unger

Rethaveriet bekymrer mig mest. Ja, Mette Frederiksen og kompagni skal lystre kravet om offentlighed i forvaltningen. Og det med sikkerheds-sletning ligner en krykke til en lam undskyldning, bestemt. Og nej, måske kan sms’erne ikke engang gendannes, og hun ’slipper afsted med det’ – i fald der altså er noget.

Men det optager mig ikke nær så meget, som at det synes forudskikket, at Mette Frederiksen skulle stå her på denne måde. Synligt besværet som hun er over, at demokratiet og hun alligevel ikke er hævet over, at vi andre skal være med.

For Mette Frederiksen har været på vej mod en kollision med systemet i mange år. Eller et opgør, om man vil.

Det sås allerede, da hun og Barbara Bertelsen indtog Justitsministeriet under den forrige socialdemokratiske regering. Duoen ramte ’djøf-borgen’, som en kæp rammer et hvepsebo. Klynkende jurister klagede deres nød, og flere ansatte ’følte’, de blev ’overfuset’. Frederiksen og Bertelsen har aldrig gjort sig i girafsprog, og de havde også ret i deres fremfærd i det konkrete tilfælde, så vidt jeg kan bedømme.

Vi talte et ’departementsstyre’, hvor embedsfolk fortalte politikere, hvad de kunne, i stedet for politikere, der fortalte embedsfolk, hvad de ville – hvorpå sidstnævnte makkede ret.

Ved ’ground zero’ for sms-balladen kulminerede historien om Mette Frederiksens politiske væsen og determination imidlertid. Og denne gang på den kedelige måde. Mette Frederiksen hørte ingen alarmklokke. Og så vidt vi ved, sagde ingen noget til Mette Frederiksen. Hvor bemærkelsesværdigt er det ikke, at en statsminister – eller for den sags skyld andre ministre til stede ved regeringens koordinationsudvalgsmøde for et år siden, hvor man nedlagde et helt erhverv – ikke lige spurgte sig selv: ’Har vi egentlig lov til det her?’

Og hvor ironisk er det ikke, at de selvsamme folk, der kunne have reddet statsministeren og hendes folk fra at kompromittere sig selv, sandsynligvis var bortdømt fra beslutningsprocessen?

Knap var Mette Frederiksen blevet lukket ind i Statsministeriet i 2019, før hun gik i gang med at befæste magten og tage fra andre ministerier og forvaltninger. Blandt andet ved at bygge en slags hemmelighedskammer med uklare beføjelser midt inde i Statsministeriet, hvor Frederiksens særlige rådgiver, Martin Rossen, rådede som en slags vicestatsminister.

Da Mette Frederiksen kom til magten, var første ledestjerne ikke, hvor Danmark skulle flyttes hen.

Det var at flytte ind i magten, at tage den fra systemet. Mette Frederiksen kan således på én og samme gang have ret og tage fejl.

Løgne, vildledninger og fortielser blev i den forrige socialdemokratiske regering tilsyneladende pålagt politikerne af systemet, forvaltningen, embedsværket. Tag blot Christiania-sagen, der fældede Morten Bødskov, eller diskvalifikationen af Henrik Sass Larsen som finansminister.

Men i sit forsøg på at vende ’departementsstyret’ til mere folkestyre – hvilket jeg kun kan bifalde – har Mette Frederiksen glemt at spørge sig selv, om hun i rethaveri bare har vendt det hele 180 grader. Med løgne, vildledninger, fortielser samt hele molevitten, og alt hvad der er i den.

Som er magten ikke nok. Vi andre skal også forholdes, hvad der foregår – for en sikkerheds skyld. Vi skal overvåges og kontrolleres mere og mere af Mette Frederiksens stat – det er endda lig med frihed, fortæller justitsministeren os.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.