Mettes sommerprojekt

Mette Frederiksen har fundet et nyt projekt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen har fundet et nyt projekt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I en meget sen time under Folketingets afslutningsdebat fandt Mette Frederiksen et nyt projekt. Eller der er vel snarere tale om genopdagelse af et forsømt område: integrationen af flygtninge og indvandrere.

Første virkede det til, at statsministeren greb emnet i flugten, da Sikandar Siddique, tidligere Alternativet, gik på talerstolen og talte om udbredt racisme i Danmark. Han holdt også et minuts stilhed for Black Lives Matter, og så fik han ellers på puklen. For sin retorik. Og fordi han med sit indlæg skabte splittelse.

Ærlig talt er det også en smule afsporet at overføre politibrutaliteten i USA til danske forhold – og samtidig benytte lejligheden til at skrue op for dramatikken.

Det kunne Mette Frederiksen have valgt at sætte på plads i ganske kort form, men hun gik langt videre, og derfor var der ikke blot tale om en tilfældig parering.

Der er racisme i Danmark. Og diskrimination. Det slog statsministeren fast. Og det har hun ret i. Det skal der gøres noget ved. Kan vi forstå. Med hende selv for bordenden.

Selvom Danmark siden valget i 2001 har ført en forholdsvis stringent og stram udlændingepolitik styret af Dansk Folkeparti, som fik frit løb mod til gengæld at støtte Anders Foghs økonomiske linje, kniber det stadig med at få integreret de nye borgere i det danske samfund.

Nu har Socialdemokratiet helt overtaget Dansk Folkepartis politik på området, men både S og V har som ledende regeringspartier gennem 20 år fejlet fælt.

Nu er tonen, at der ikke skal komme flere hertil, i forhold til hvad vi evner at integrere. Sådan sagde Mette Frederiksen fra talerstolen, men hvad så med at komme i gang?

Udfordringerne er de kendte. Der er store problemer med jobdiskrimination, og man aner et mønster, når kriminaliteten er dobbelt så stor blandt mandlige efterkommere med ikkevestlig baggrund.

Et andet problem, som Mette Frederiksen selv påpegede, er, at halvdelen af ikkevestlige kvinder står uden for arbejdsmarkedet. Mange af dem fordi de er underlagt social kontrol og derfor ikke må arbejde uden for hjemmet.

Det er ikke racisme at gøre op med den middelalderlige levevis. Tværtimod er det et problem, at det ikke er blevet gjort for mange år siden. Tillykke til statsministeren med det nye projekt. Vi ser frem til resultatet. 

147 kommentarer
Vis kommentarer